OK Go: Of the Blue Colours of the Sky

cover-okgo-ofthebluecoloursofthesky-2010-300x300

Musikalsk fusion i eget univers

Overraskelse. Ahaoplevelse. Medrivelse. Dette er i grov overskriftsform, de stadier jeg kom igennem under mit møde med Chicago-bandet OK Go’s tredje album, Of the Blue Colour of the Sky. Du er meget muligt en af dem, der primært kender OK Go for deres finurlige og yderst opfindsomme musikvideoer – eksempelvis Youtube-hittet ”Here it Goes Again”, hvor de fire medlemmer i videoen ret imponerende har kreeret en synkrondans på løbebånd. Netop pga. de underholdende videoer, er kvartetten mange steder blevet kaldt ”Youtube-bandet”, og de er i langt mindre grad kendte for deres to hidtidige albums og selve musikken, om hvilken det også er svært at sige meget mere om, end at det er catchy og ganske opløftende poprock.

Overraskelsen kom til mig allerede på åbningsnummeret ”WTF?”. What the fuck var lige præcis hvad jeg tænkte, da det gik op for mig, at OK Go går i helt nye musikalske retninger på Of the Blue Colour of the Sky. De har formentlig indset, at der ikke var mere suppe at koge på den melodiøse og lidt poppede rock, og et genreskift var for mig en overraskelse, der nemt kunne gå hen og blive af den positive slags. OK Go er simpelthen gået over i en helt anden grøft, og genren på dette tredje album beskrives bedst som en tilbagelænet, melodiøs og farverig kombination af synthpop og blues. Rytmesektionen er blevet langt mere markant via en svedig og lidt syret kombination af bas og trommer, hvilket sikrer, at det lidt nedsatte tempo på ingen måde betyder, at OK Go er blevet mindre funky – tværtimod.

Min interesse var vakt, og jeg var ikke i tvivl om, at albummet krævede og fortjente flere gennemlytninger.

Aha-oplevelsen og forståelsen af de nye takter kom ved at indhente lidt baggrundsviden om skiven. Dave Fridmann har produceret, og hans tidligere arbejde med navne som Mercury Rev, The Flaming Lips og Mogwai fortæller lidt om, at han formentlig har både evner og vilje til at hjælpe OK Go med at tage skridtet videre. Lyd og produktion klæder drengenes nye takter perfekt, og den fantasi og legesygdom, som drengene udviser i deres videoer, er nu i langt højere grad kommet til udtryk musikalsk. Det fortjener de, og det vil sikre, at der denne gang kommer mere fokus på musikken i forbindelse med udgivelsen.

Medrivelsen kom netop, da jeg efter nogle gennemlytninger måtte sande, at OK Go endelig har formået at projicere det fantasifulde og legesyge univers, man længe har fornemmet i deres videoer, til musikken. De lægger på ingen måde skjul på deres musikalske inspirationer, som de især henter i deres forkærlighed for 80ernes musik. De har selv beskrevet musikken på Of the Blue Colour of the Sky som art-rock fra Talking Heads og David Bowie, der møder funky soul-pop fra Prince. Især Damian Kulash’s vokal er mange steder på samme tid kraftfuld, funky og skrøbelig som Princes vokal var det i slutningen af 80erne.

OK Go kommer vidt omkring indenfor deres nye musikalske univers. Hovedvægten er lagt på lette og svævende numre i medium tempo, som dog får en kraftfuld bund via den føromtalte rytmesektion leveret af bas og trommer. Disse bakkes ind i mellem fint op af stemningsfyldte og nedtonede numre, der dog stadig er pakket ind i lige dele blues og funk i en sådan grad, at kroppen har svært ved at forholde sig i ro.

Det lader til, at OK Go på deres tredje album har taget et enormt skridt rent musikalsk, og man får en fornemmelse af, at de er landet et sted, hvor de befinder sig rigtig godt. Skridtet er præcis, hvad jeg har savnet hos kvartetten, og fortsætter de udviklingen, kan man kun glæde sig til fremtidige udgivelser.

Tags from the story
, ,

Skriv et svar