Original Soundtrack: New Moon

cover-originalsoundtrack-newmoon-2009-300x300

I den seneste tid har teenagepiger overalt i Danmark været helt kulret. Årsagen er vampyrer og romantik i filmen New Moon, der er nummer to i filmatiseringen af Stephenie Meyers trilogi The Twilight Saga. Med filmen følger, der et soundtrack som man hverken behøver være teenagepige eller vampyrelsker for at holde af. Det er nemlig lykkedes at få store navne som Thom Yorke, Editors, Black Rebel Motorcycle Club, Bon Iver, The Killers med flere til at levere numre, der alle er nye. Eneste undtagelse er Muses ”I Belong To You”, der også er at finde på The Resistance, men som her er blevet remixet til lejligheden.

Stemningen på soundtracket er primært neddæmpet og en anelse melankolsk, men uden på nogen måde at drukne i ulykkelig kærlighed og overdrive det sørgmodige. Der er stadig håb, og det passer vel egentligt meget godt til filmens målgruppe; teenagepiger, der drømmer om at score Robert Pattinson.

Albummet åbner med Death Cab for Cuties ”Meet Me on the Equinox”, der hører til et af albummets absolut stærkeste kort. Med tekststykket “Let our bodies intertwine/ But always understand that everything ends”, er stilen ligesom lagt. Thom Yorke leverer varen som man kunne forvente på “Hearing Damage”, der er en langsom elektronisk sang, der ville have passet godt ind på hans soloalbum Eraser, om end lyden her er lidt mere varm og fyldig. The Killers leverer en langsom popsang, der helt sikkert vil vinde indpas i mangt et pigehjerte, men sin catchy struktur til trods ikke gør meget for undertegnede.

Bedste nummer på albummet står Hurricane Bells, som så vidt jeg ved endnu ikke har udgivet et helt album. Bag navnet står Longwave-frontmand Steve Schiltz, og hvis nummeret ”Monsters” er bare nogenlunde dækkende for hvad han har tænkt sig at levere, så er her en mand man bør holde lidt ekstra øje med. Nummeret er et af de få up-tempo sange, der er at finde på New Moon og alene derfor er den et friskt pust. Derudover har Steve Schiltz en god tør stemme, der passer perfekt til det hoppende nummer.

Bon Iver og St. Vincent har slået sig sammen på ”Rosyln”, der er soundtrackets mest afdæmpede nummer, men som med især Bon Ivers æteriske stemme trænger ind under huden på lytteren.

Alt i alt er New Moon soundtracket en succes. Til trods for små udfald, så har kunstnerne ramt en nogenlunde fælles grundtone, der gør at soundtracket hænger fint sammen. Desværre så er det tydeligt at de medvirkende kunstnere ikke har leveret deres bedste materiale og i nogen tilfælde er det måske endda gået lidt for hurtigt med sangskrivningen.

Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

2 kommentarer

Skriv et svar