Our Last Night: Age Of Ignorance

cover-OurLastNight-AgeOfIgnorance -2012-300x300

Da Our Last Night blev so last year

Ved deres pladedebut i 2008, gjorde amerikanske Our Last Night sig bemærket både ved at have et søskendepar i front af gruppen, samt ved deres meget unge alder. Den kun 14-årige Trevor Wentworth imponerede med sin skrigende hardcore-vokal mens hans fire år ældre bror Matt vokalmæssigt trak gruppen mere i retning mod emo/screamo. Til min store glæde holdt førstnævntes aggressivitet sammen med de huggende breaks i musikken dog gruppen inden for post-hardcore-genren i gruppens første fire år og to albums.

I slutningen af 2012  er gruppens tredje udspil, Age of Ignorance, nu udkommet, og her synes de fire amerikanere at have modnet. Men man kan modne på både godt og ondt, og hos Our Last Night har modningen desværre trukket dem i den forkerte retning. Der er langt mellem vildskaben i musik og vokal, og i stedet har Matt Wentworths melodiske vokal fået mere plads, og de meget emotionelle og til tider banale tekster, samt unødvendige eksperimenter i musikken, efterlader et band, der nu hverken virker stilsikre eller målrettede.

Enkelte steder på Age of Ignorance springer Our Last Night dog heldigvis stadig over i vilde passager, hvor det stadig er Trevor, der får lov at styre ordet. Men hvor denne vildskab tidligere var hovedingrediensen hos amerikanerne, er det nu blot som en fremragende glasur (et alt for tyndt lag) på en kedelig kage uden smag, og som er set før. Gruppen har desværre genremæssigt bevæget sig mod bands som 30 Seconds To Mars og My Chemical Romance, og den lyd og det image har haft sin storhedstid, og den klæder ikke Our Last Night.

Age of Ignorance er lagt i skuffen hjemme hos mig – og der bliver den formentlig. Albummet er ikke decideret dårligt, men det er hørt før, og det rammer på ingen måde tiden. Jeg trøster mig med, at Wentworth-brødrene er unge, og at de derfor har tiden med sig i forhold til at sadle om og gå tilbage til udgangspunktet. Hvis Our Last Night var en frugt, havde modenheden gjort den blød og kedelig, i forhold til da den var knapt så moden hvor den havde både bid og kant i smag og konsistens.

Tags from the story