Oziris: The Hazel Hide to Everhaunt

cover-oziris-thehazelhidetoeverhaunt-2007-300x300

Fortryllende og filmisk debut fra grunge-gotikerne i Oziris

Hvad får man hvis man lader The Smashing Pumpkins være husorkester for Danny Elfman (musikkomponisten bag Tim Burtons smukke gyserfilm Edvard Saksehånd, The Nightmare Before Christmas, Corpse Bride m.m)? Man får såmænd en århusiansk trio ved navn Oziris…og tak for det. For lad det være sagt med det samme: Oziris er et forfriskende bekendtskab. Med baggrunde i dødsmetal, jazz og interesse i filmmusik har de tre medlemmer skabt en lyd, der ikke minder om noget andet på den danske musikscene. Og selvom The Hazel Hide to Everhaunt kan blive en smule ensformig i længden, så er jeg af den klare overbevisning at Oziris kan blive de danske ambassadører i en eventuel neo-grunge bølge (New Rave, gå hjem og vug!) ledt an af de genskabte generaler i The Smashing Pumpkins.

Oziris har dog lyttet til andet end de amerikanske græskar. Tin Hat Trio spøger eksempelvis på den rustikke ”The Crows”, mens Soundgarden har været i Ipod’en under indspilningerne af den kuldegysende ”The Gooseberry Children”. Selvom de fleste sange på The Hazel Hide To Everhaunt kun varer omkring de 4 minutter, så er der en udsøgt sans for dynamik og stemningsmættede lydcollager. Sangene bliver leveret med knivskarp præcision og med fornuftigt rodfæste i melodien, uden at det sker på bekostning af detaljerne i de mange flot arrangerede og atmosfæriske sange. Musikken er skrevet af den talentfulde forsanger og guitarist Jesper Kragh, der uden at have en storslået stemme alligevel yder vigtige bidrag til helhedsoplevelsen.

Kraghs vokal kommer især til sin fulde ret på et af albumhøjdepunkterne, ”1899”, hvor resten af bandet ligeledes flotter deres tekniske kunnen i samspil med den underspillede, men stemningsmættede melodi. Hvis bassisten Karina Bundgård kan bære en tone, vil et kvindeligt vokalmodstykke (et vers eller omkvæd i ny og næ) dog uden tvivl klæde Oziris hårde/blide udtryk på fremtidige udgivelser.

På denne velspillede plade er der ikke en eneste dårlig sang at finde, men selvom dette normalt er et kvalitetsstempel uden lige, så er det Oziris’ tilfælde, ligeså meget udtryk for et band, der har fundet sig lidt for mageligt tilrette med deres Burton/Pumpkin skabelon. Flertallet af sangene indeholder skæve pigekor, smukke klaver/cello/violinstykker, dystre spilledåsemelodier og kompetente grunge-riffs; for det meste vældig betagende. Men gentagelserne hæmmer desværre gennemslagskraften. Selvom jeg tvivler på at Tim Burton-inspirationen holder til et eventuelt andet album, så holder det dog langt hen af vejen på deres første album – og det må man glæde sig over.

Som så mange andre danske bands, så har Oziris desværre et lille problem med den engelske sprogbarriere. Selvom vi er nede i petitesseafdelingen, så skader stavefejl som fx ”promis”, ”beautyful” og ”disapear” i den flotte Cd-booklet desværre det professionelle helhedsindtryk Oziris ellers har skabt for sig (albummet er eksempelvis mastereret af John Golden, der tidligere har hjulpet navne som Sonic Youth og Primus).

Disse er dog skønhedsfejl på en ellers ret så vellykket debut. Den rørende ”April Tune” er en kompositorisk fornøjelse såvel som en smuk afskedsballade, før den skævtaktede og Tool-inspirerede ”Marie Christine” lukker og slukker for maskeradeballet i den forheksede skov. Jeg håber at Oziris kommer vidt og bredt med The Hazel Hide to Everhaunt. De kan starte med at skaffe sig et par live-strygere for derefter at hjemsøge landets spillesteder med deres sprøde trylleformularer.

Tags from the story

Skriv et svar