Pallas: XXV

Man skal altid passe på, når et album er frembragt af fem langhårede typer i halvtredserne og coveret er prydet med monstre og ild. Specielt når det medfølgende pressemateriale anfører strong artwork som en af bandets stærke sider. Således prepareret kan det hurtigt konstateres, at der ikke er væsentlige overraskelser i vente på Pallas’ syvende studiealbum XXV, der er både markeringen af 25 års jubilæet for – og en tematisk fortsættelse af – bandets debut The Sentinel.

Både The Sentinel og XXV er konceptplader i ægte prog tradition, der som sådan har været udskældt siden Pallas’ debut i 1984. Ikke desto mindre har Pallas levet stille men godt igennem alle disse år, med lejlighedsvise udgivelser, der ikke har gjort meget væsen af sig udenfor fanskaren.

Med en ny forsanger, ny energi og mestendels gammel lyd, rider Pallas med på prog’ens og konceptalbummets genkomst, nu hvor det igen er OK at have egentligt kunstneriske ambitioner, der rækker ud over de musikalske.

Albummet åbnes med en midtempo intro, “Falling Down”, der med dramatiske keyboards introducerer science fiction stemningen. Derfra er XXV en samling sange, der så at sige har en meget ens måde at lyde forskellig på. Der varieres over skiftende temaer i forskellige tempi. Desværre kniber det indimellem med at holde takten i de for genren så almindelige ”skæve” takter – medmindre takterne i virkeligheden bare er usædvanligt skæve. Det gælder bl.a. numrene “Sacrifice” og “Monster” – og “Monster” er i sig selv en exces udi det genrekomiske.

Bandets nye forsanger Paul Mackie holder ikke niveau og lyder for gennemsnitlig. Men bandet som helhed fremstår i passager i meget fin form, primært når de finder ind i atmosfæriske og mindre tekniske faser. “Violet Sky” er med sin simple, uprætentiøse vellyd bare et rigtigt godt nummer. Og det er hér, Pallas er bedst: Når de blæser på hvad der forventes af dem som et prog band og bare laver den musik, der lyder naturlig for dem.

Det er svært at holde masken hele vejen igennem XXV, der oscillerer mellem det fuldfede og det parodiske. Det ufrivilligt komiske er en velkendt faldgrube for prog bands, der ofte han en tendens til at tage sig selv for seriøst. Pallas formår ikke at styre uden om de steder hvor isen er tynd, men lyser momentvis op som usædvanligt helstøbte.

Tags from the story
, , ,

Skriv et svar