Nr. 12 – Pantera: Vulgar Display of Power

90’ernes 30 bedste albums: #12

90’erne bød ikke på mange overraskelser inden for heavy metal-genren, men i Texas skete der noget omkring 1990, hvor Panteras Cowboys From Hell så dagens lys. Lyden var stadig noget usikker, og melodierne hang ikke helt godt sammen, men tempoet og stilen var der. Albummet bar dog præg af noget ufærdigt og up-coming, men det skulle ændre sig radikalt to år senere!

Vulgar Display of Power fra 1992 er nok en af de mest indflydelsesrige udgivelser på metalscenen i 90’erne – måske endda nogensinde, set i et bredere perspektiv. Pantera stod i det hele taget for en ekstrem aggressiv og hårdtslående metal, der gik et spadestik længere end de fleste, samtidig med at de formåede at holde en melodisk linje, der adskilte dem fra den hårdtpumpede punk, der bare tonsede derudaf. På Vulgar Display of Power lykkes det kvartetten at ramme en så konsekvent, nådesløs hård lyd, samtidig med at melodimaterialet er på et så højt kvalitativt niveau, at albummet peakede med en 44. plads på de amerikanske albumcharts, og albummet fik senere dobbelt platin i 2004, hvilket må siges at være noget af en bedrift for en så brutal udgivelse. Alle steder gik anmelderne i svime over det konsekvent udførte album, og Q Magazine kaldte det for blandt ”the 50 Heaviest Albums of All-Time”.

IGN, som er et magasin, der hovedsageligt omtaler spil og musik, gav følgende beskrivelse af albummet på deres selvbestaltede liste over de 25 vægtigste heavy metal-udgivelser nogensinde:

This album makes the list because it took heavy metal and made it heavier. It took darkness and made it darker. It took anger and made it angrier. Never before had a band tuned down its guitars and crunched a heavier riff than on this album. “Mouth for War” and “A New Level” and “No Good (Attack the Radical)” stand out on an album where every track is a classic track. Dimebag Darrell was an innovator and a true godsend for heavy metal. One of the most underrated players in the genre. And this may sound corny, but the way the band was able to turn seemingly negative aspects of the genre – hate, anger, violence and despair – into positive thoughts is somewhat akin to De La Soul dropping a positive message into rap.”

Numre som ”Fucking Hostile”, ”Rise” og ”Mouth for War”, blev regulære hits for det texanske band, og står i dag for den ægte vare, når talen falder på Panteras tidlige udgivelser.

Titlen på albummet er taget fra gyserklassikeren The Exorcist, hvor den besatte Regan (Linda Blair) svarer på præsten Damiens spørgsmål om, hvorfor hun ikke bare selv bryder de bånd, hun er bundet til sengen med, med sine onde kræfter. Til det svarer dæmonen: “That’s much too vulgar a display of power.”

Når man sammenholder kilden til citatet med det højst uelegante, uæstetiske og i allerhøjeste grad vulgære omslag, hvor et fjæs bliver smadret af en knyttet næve (kun overgået af bandets efterfølgende Far Beyond Driven fra 1994, hvor der i den europæiske udgave ses en kvindes røv, der bogstaveligt talt bliver udboret af noget der ligner en gigantisk proptrækker), understreger det bandets kompromisløse stil og attitude. Forsanger Phil Anselmo må også siges at være en af de mest aggressive og dedikerede heavy metal-ambassadører, genren kan opdrive, og det, sammenholdt med bandets tekniske evner og materialets høje kvalitet, giver i sidste ende et unikt og sammenhængende produkt, der er med til at sprænge skalaen for genrens formåen.

Vulgar Display of Power bliver også en kommerciel succes, der rammer et langt bredere publikum, end genren ellers tidligere i 80’erne var i stand til. Godt hjulpet på vej af tidens nye fænomen, MTV og de store Monsters Of Rock-koncerter, der trækker fulde huse på gigantiske stadions rundt omkring i verden. Og der er bestemt ikke tale om et band, der ligger i slipstrømmen på skovhuggerskjorternes grungerock, som slet ikke havde den brutale dimension i sig. Der er derimod tale om et helt nyt publikum, der får øjnene op for det brutale i det velspillede, for det aggressive i det dedikerede. Noget som punken aldrig rigtig har været i stand til at udtrykke, fordi elementerne af anarki og destruktion har overskygget de tekniske finesser og det gennemarbejde udryk i musikken.

Nogle af de ting, der gør albummet Vulgar Display of Power til noget helt enestående er, udover de nævnte kvaliteter, først og fremmest et eminent guitarspil af Dimebag Darrell Abbott, som også var stifter af bandet sammen med brormand Vinnie Paul på trommer. Dimebags guitarspil har en forløsende blanding af heavy metal-soloer, bygget på de mest brutale og tunge riffs, man overhovedet kan forestille sig. Og så er der en ikke mindre end genial produktion på Dimebags guitar, hvor der stort set ikke er lagt flere spor oven i hinanden i studiet. Læg mærke til, hvordan Dimebag enten spiller solo eller rytme, han gør det sjældent på samme tid. Det giver noget luft i lydbilledet, hvor man i særdeleshed hører alle detaljerne i guitarspillet, og ikke mindst giver det rum og plads til bas og trommer, så man nærmest ikke har hørt det bedre hverken før eller siden. Dimebags tekniske spil ville være druknet i en traditionel, flersporet motorvej af guitarstøj, men på dette album kommer han til udtryk på en måde, så helvedes engle synger. At Dimebag blev skudt og dræbt i 2004 under en koncert med hans nye band, Damageplan, er både en menneskelig tragedie og et stort tab for musikken.

Heldigvis har vi Vulgar Display of Power og det efterfølgende Far Beyond Driven stående som milepæle bygget i rustfrit stål, som monumenter over et af dekadens mest brutale, men også mest populære metalbands ever! Der er få albums, man altid kan vende tilbage til med en fornemmelse af tidløshed – Vulgar Display of Power er et af dem.

Tags from the story

2 kommentarer

  • En metal-evergreen af de helt store. Monstrøst kickass album som holder 100. Kunne landsholdet få bare lidt af Panteras energi med på banen idag, er vi godt på vej til sejr over Cameroun. Bendtner skal være Fuckin´ Hostile i aften!!

Skriv et svar