Parzival: Urheimat

Semi-danske Parzival halter efter forbillederne

Danmark har fået sin egen Laibach. Det vil sige, det har vi haft i nogle år – man har bare fløjet under radaren. Det kommer man nok til lidt endnu, for Parzival kommer ikke med noget nyt til den lidt parodiske Dracula-industrial genre, som Laibach grundlagde. Bandet tæller ganske vist en russer, Dimitrij Bablevskij på vokal og programmering – og han gør sit for at få Parzival til at lyde mørke og totalitaristiske. Men det er nok sværere at opnå en mørk klangbund af paranoia, hemmeligt sikkerhedspoliti og Warzawapagtbrutalitet når man har benene sikkert plantet i den danske velfærdsmuld.

Det er netop Laibach, der må være den ubetingede reference for Parzival. Den komiske dybe vokal, der lyder som et mix mellem growl og opera, er medie for et album fuld af tyske sange ovenpå en ret generisk instrumentering med sequencer, elektriske trommer, bas og lidt guitar. Egentlig åbner albummet ret fint med den instrumentale “Zeit 0”, der har et ganske uhyggeligt lydtæppe af dybe, dystre vokallyde. Her anes et mørke og en melodiøsitet, der vidner om at opfindsomheden og originaliteten findes. Herefter er det desværre en ganske ensartet gang med korte, bombastiske numre, der ligner hinanden alt for meget: jævnt hurtige rytmespor ledsaget af vellydende men generiske sequences og en komisk vokal, og med omkvæd der får lytteren til at kigge rundt i lokalet efter skjulte kameraer. Alt sammen er hørt før i bedre eller mere originale udgaver. Nitzer Ebb, DAF, Die Krupps, Borghesia og netop Laibach er enten mere uhyggelige, mere brutale eller mere militante og i hvert fald mere sig selv.

Indimellem er der klare lyspunkter. Ofte broderes nogle mønstre, der kunne have ført til noget spændende som i f.eks. den før omtalte åbner “Zeit 0”. Skæring 5, “Peitsche und Zuckerbrot” tager tilløb til at gøre det ud for et mørkt dance hit, men igen bliver vokalen for komisk. “Der Anilingürtel” indleder med en mere tøvende intro med en god basgang og et tungt groove, men derved bliver det. “Der Blasebalg” er rimeligt overbevisende som tung, repetitiv dystopi fordi den bliver nede i et lavere tempo og tør lade musikken tale for sig selv. For mange numre vidner desværre om manglende inspiration og en velkendt anakronistisk fascination af totalitarisk middelalderstemning, der er sit eget formål.

Hvor Laibach kommer fra Slovenien og udspringer af en position hvor man satte sig op imod diktaturet ved at parodiere det, søger Parzival ind i den samme stemning, der dermed bliver ren æstetik. Dermed negeres den atmosfære, der er så væsentlig en forudsætning for at skabe den stemning, Laibach havde succes med at skabe.

Hvis man kan leve med den komiske vokal, er der spændende momenter i Urheimat, men albummet er netop bedst i de instrumentale passager, hvor selvhøjtideligheden ikke afslører sig selv for utvetydigt.

Tags from the story
, , , , ,

3 kommentarer

  • Man kan mene at vokalen har sin charme qua den blaning, du nævner – jeg får bare ikke fornemmelsen af at det er meningen at den skal være charmerende. Men den bane vil jeg helst ikke ned ad, det minder lidt for meget om den måde vi forventes at genhøre klassiske prog albums fra 1970’erne.
    må prøve at give Anathema Maranatha et lyt..

  • Blandingen af det ofte ubehjælpsomme tysk, grawlende fremført, og den lidt naive mørke lyd er jo netop genial. Deres nye plade her er ikke på højde med Anathema Maranatha (første cd under Parzival-navnet), men det er bestemt en helt okay plade.

    Jeg tror forøvrigt ikke at Laibach kan siges at bevæge sig indenfor én genre.

  • Det er jo noget vrøvl. Parzival består af 2 russere, og ikke kun en – men deres pre-Parzival band, der dyrkede den samme lyd som de gør nu, startede under ledelse af Dimitri Bablevskij i Moskva i start 80’erne, så de har fuldstændig samme forudsætninger som Laibach, og kan på ingen måde afskrives som ren æstetik.

    Research! Kære anmelder! Og når du blander dracula sammen med industrial og Laibach, så er det sgu også lidt for søgt…

Skriv et svar