Paul Smith: Margins

Minimum tilfredsstillelse fra Maximo frontmand

Jeg kan godt lide Maxïmo Park´s energiske rock med smittende fart over feltet. Jeg kan også godt lide Paul Smith´s vokal under samme konstellation, der formår at bibringe musikken et ekstra kick med sine store omkvæd og halsbrækkende tempo.

Hans stemme er god uden at være prangende og det får konsekvenser på soloudspillet, hvor han ikke har et rockband at læne sig opad.
Margins er Smith ude i et helt andet ærinde, nemlig en akustisk og inderlig pop, som skal give luft for de sange, han har på hjerte og som ikke lige passer ind i moderbandets lyd.

Det slipper han skidt fra!

Sangene på Margins er anonyme og vil mig ikke rigtigt noget. Smith nævner selv inspiration fra Bonnie Prince Billy, Cat Power og Smog, men han er milevidt fra deres niveau. Albummet er så fuldt af intetsigende, kønne og tomme kalorier, at jeg falder i staver stort set gennem hele udspillet.

Smith er bedst i de mere rigt orkestrerede numre. Den hovedsageligt spartanske og ferske instrumentering giver alt for tydeligt indblik i Smith´s begrænsede vokale virkemidler. Indimellem får han hjælp af David Brewis fra Field Music, som pryder de sange han er med på med sit basspil.
En smule kradsbørstighed og viljestyrke melder sig mod enden af skiven på ”Dare Not Dive”, men da er det alt for sent og man er halvt bevidstløs af kedsomhed og for længst ude af stand til at begejstres.

Det hele starter ellers fint med det glimrende akustiske popnummer ”North Atlantic Drift”, med både drive og fine atmosfæriske stemninger. Den bliver desværre en enlig svale blandt ligegyldige semi-akustiske ballader, der aldrig kommer ud over kanten.
”The Crush And The Shatter” lyder som The Twilight Sad, blot med fravær af deres støjende guitarer og James Graham´s særegne og charmerende skotske accent. ”Improvement/Denouement” lyder som Chris Isaak uden amerikanerens flair for fløjlsblødt melodrama.

På ”Strange Friction” og ”While You´re In The Bath” kommer Smith´s stemme for alvor til kort og her knækker filmen for englænderen. På sidstnævnte er han alene kun i selskab af sin akustiske guitar og her melder begrænsningen sig i en sådan grad, at det er tæt på tåkrummende. Melodien efterlader heller intet spor i erindringen, så en mere unik stemme ville ikke have reddet den pauvre ballade.

”This Heat” er en bossa-nova stemt ligegyldighed, mens ”I Drew You Sleeping” og ”Our Lady Of Lourdes” lever og ånder af sine funky bassbunde, som leveres fint og effektivt af Brewis. Melodierne er imidlertid ikke værd at nævne og de er glemt inden de er til ende.

Sådan gælder det uheldigvis for størstedelen af Smith´s sange, som fremstår ferske, skitseagtige og uvedkommende og Maximo sangeren formår aldrig at lette på egne ben. Rådet må være, at droppe solointentionerne og returnere til hovedkollektivet hurtigst muligt og bruge sit limiterede stemmebånd dér i stedet, for i Maxïmo Park støttes vokalen af solid rock og bedre sangskrivning.

Tags from the story
, ,

Skriv et svar