Pearl Jam: Backspacer

cover-pearljam-backspacer-2009-300x300

Stadig levende, stadig stærke

Amerikanske Pearl Jam kan efterhånden se tilbage på en ret unik karriere. Nitten år og ni studiealbums har, sammen med utallige kontributioner til soundtracks, kompilationer, som regel vel-anmeldte koncerter og en altid aktiv deltagelse i den politiske debat, efterhånden givet dem status som et enestående og respekteret rockband. Samtidig har de opnået en status blandt både anmeldere og en trofast fanskare, som de fleste bands nok ville give meget for at opnå. Men hvordan formår man så at fastholde en musikalsk niche, som den Pearl Jam helt sikkert har fundet. Når man lytter til bandets niende album, Backspacer, virker opskriften oplagt og som den helt rigtige.

Pearl Jam åbner bedre end længe med de tre energiske ”Gonna See My Friend”, ”Got Some” og ”The Fixer”. Tempoet er højt og Eddie Vedders stemme er energisk, snerrende og nærmest spyttende. Der er en vildskab og løssluppenhed over denne åbning, man ikke har set fra Pearl Jam længe, og heldigvis vender disse energiudladninger tilbage flere gange i løbet af albummets (kun) 37 minutter. Tempoet og vildskaben er ikke konstant på Backspacer, og dermed viser de sig heldigvis også fra deres mange andre gode sider. Helt afdæmpet bliver det på ”Just Breathe” og albummets sidste skæring ”The End”. Teksterne bærer her mere præg af personligt sortsyn og sårbarhed men hele tiden med håbet som det store nøgleord.

Andre numre lægger sig tempo- og stemningsmæssigt mere på et storslået og højtideligt niveau. Det er en stemning, det er lidt svær at finde sig til rette i blandt de rolige og hæsblæsende numre, men efter flere gennemlytninger har disse numre bestemt også stor værdi, og minder blot lytteren om at Pearl Jam rent musikalsk spænder vidt.

Eddie Vedders tekstunivers er denne gange mere personligt og følsomt, og det har for min oplevelse af Backspacer betydet en øget positiv opmærksomhed omkring disse, som jeg har savnet på de sidste par albums fra Seattle-bandet. Denne lille forandring, og vel nærmest befrielse, hænger meget godt sammen Pearl Jams nyfundne musikalske styrke. Man kan næsten ikke lade være med kæde det sammen med et måske mere optimistisk syn på fremtiden efter tilgangen af Obama som præsident. Kan det have givet ro og plads til nye sider af det så politisk engagerede Pearl Jam? Jeg tror det.

Albummet lukkes og slukkes smukt med ”The End” og umiddelbart hænger udgangsordene ikke sammen med den førnævnte optimisme, men ved nærlæsning af hele teksten giver det god mening i forhold til nøgleordet: Håb.
Som musikelsker kan man efter Backspacer kun håbe, at Pearl Jam er blandt os længe endnu. Albummet vidner om en kvintet, der er, hvor de gerne vil være. Pearl Jam lader til på Backspacer at have fundet ro og plads til, at de nu endelig kan rocke i en fri verden.

Nåh ja og ordene lyder slutteligt:

my dear
the end
comes near
i’m here
but not much longer

Tags from the story
, ,

Skriv et svar