Peyoti for President: Rising Tide of Conformity

London-latin-punk der vil ændre verden

London-bandet Peyoti For President er en sær størrelse, der mest af alt leder tankerne hen på Manu Chao. Og så alligevel ikke. Stilen er en klart latin-inspireret fusions-pop med masser af festlige elementer, spoken word, rap, reggae og masser af politiske budskaber om at redde verden med fred, musik, kærlighed og glæde.

Musikalsk er der dog lige knap den samme ultrafængende appeal, som hos Manu Chao, men af og til træder den frem hos den seks mand store hær, der ville sætte højest i hele verden at kunne gøre deres hær verdensomspændende. Genremæssigt går albummet lige fra de ekstremt udadvendte politiske slagord, over konstante ”Vote Peyoti for President”-erklæringer til ”We The People”, der er en soulpop-agtig sag.

Albummets klare højdepunkt kommer på den gennemført latin-prægede ”No Me Siento Malo”, der svinger fornemt med sin glimrende melodi. ”Wake Up Rise Up” er en kort sang baseret udelukkende på akustisk guitar, mens energien på ”Campaign Spokesman” er imponerende, men melodien og variationen i nummeret er relativt mangelfuld.

Albummet fungerer ved, at de seks bandmedlemmer skiftes til at være på. Det er ikke så tit, at kræfterne samles til en stor opslugende enhed, men både på ”Rhapsody of 1000 Lies” og på den festlige ”Yo No Quiero Trabajar” er helheden større og mere komplet, og nuancerne dermed også langt flere og dybe.

Der vil næppe være mange, der i denne stilart kan formå at nå samme status – eller blot at nærme sig – Manu Chao. Peyoti for President kan synes at have nogle af de evner der skal til, men skridtet fra det velfungerende og svingende til den næsten guddommelig helhedsoplevelse, som Manu Chao i sine bedste stunder leverer, den er der stadig meget arbejde i at opnå for Peyoti for President. Rising Tide of Conformity er hæderligt, til tider ganske underholdende – men også relativt hurtigt glemt igen.

Tags from the story

Skriv et svar