Pg. Lost: Key

Effektive svenske postrockere.

Pg. Lost plæderer med Key til titlen som årets postrock-basker.

Man kan med rette indvende at den svenske kvartet måske kunne trænge til at hyppe deres musikalske kartofler, for på deres album Key er det fortsat klassisk konservativ postrock – ingen referencer nævnt, ingen glemt – sat på samme formel som foregående albums. Og så alligevel ikke for Pg. Lost har denne gang væsentlig mere pondus og tilbundsgåenhed end på tidligere udspil. Hvorvidt det er mixmaster Magnus Lindberg – der tidligere har skruet knapper for tunge drenge som Cult Of luna og Khoma – er ikke til at vide, men udtrykket er denne gang både kraftigere, hårdere og mere sammenbidt.

Pg. Lost laver faktisk samme skemaomlægning som Mogwai gjorde på deres seneste udspil Hardcore Will Never Die, But You Will og fokuserer på relativt korte numre og et mere klassisk rockformalistisk greb. Det klæder faktisk svenskerne at lægge de lange episke Explosions In The Sky lignende hymner lidt på hylden og gå mere regelret til stålet. Aldrig har bandet været mere giftigt og melo-effektivt rockende end på ”Sheaves” og ”Terrain”. Det betyder ingenlunde, at det hele går op i tung overstyret bas og voldelige udladninger af guitarcrescendoer, for der er masser af smukke øjeblikke undervejs, præcis som genren foreskriver. Det overflødige fedt er bare skåret heldigt væk i denne omgang og nerver og muskler er mere blotlagte. Det gør Key til en aldeles fremragende plade, der efterhånden har vundet dagligt indpas herhjemme, fordi den bliver ved med at bombardere og forpuste mine sanser, såvel som introducere lyksageliggørende smukke scenarier, for den indre nethinde.

Pg. Lost er fortsat ypperligere spændingsopbyggere og mestrer kunsten at ramme både det æterisk smukke og tænderskærende voluminøse helvedesbombardement i ét og samme nummer. Den knusende melankoli kontrasteres af endorfinfremkaldende lykkefølelser og vice versa. Bombastiske dynamikker afløses af forsigtige, skrøbelige, næsten bævrende momenter. Den alsidighed og musikalske divergens gør Key til en afvekslende, gennemarbejdet og konstant fornøjelse.

En ren vinder.