Poor Moon: Poor Moon

Side-folk-projekt fra Fleet Foxes-medlemmer

Christian Wargo og Casey Wescott er almindeligvis bedst kendt som medlemmer af Fleet Foxes, men de to herrer er også aktuelle med deres sideprojekt Poor Moon, som de udgør sammen med Ian og Peter Murray. Stilen er ikke ulig Fleet Foxes, selvom der naturligvis er klare forskelle.

Efter en EP-debut tidligere på året følges op med en samling sange, der har samme udgangspunkt og samme rødder som Fleet Foxes, men som er lidt mere eksperimenterende og dunkle i kanten. Ikke desto mindre er det de lette toner og nydelige harmonier, der er fremherskende i denne sammenhæng også. Der åbnes med vokalharmonisk snilde, små fine akustiske guitarfigurer, fløjtende fornøjethed – og alligevel et klart snert af melankoli – på ”Clouds Below”. Det bliver mere barokt på ”Phantom Lights” og der tilsættes en markant – og måske for tungtvejende – tyngde på den klaver- og kordrevne ”Same Wave”. Her forsøges en kobling med en fin og let vokalkonstruktion, men der er ikke helt succes med at koble tyngden og letheden.

Til gengæld er der en nydelig lethed – nærmest easy-listening stemning – på ”Holiday”, hvor der dog stadig er både kant og dybde nok til, at det ikke bliver for blødt og intetsigende. ”Birds” har en blød, fin og drømmende tone i sin fængende melodi og skiller sig også positivt ud, ligesom den elektrisk underfundige og rastløse ”Waiting For” med sin plagende men simple guitar. Et lille knude-agtigt nummer, der folder sin ynde ud i et kort, præcist og funktionelt funklende omkvæd, der virker som en lille åbenbaring midt i mystikken.

Det er filmisk og teatralt på ”Heavens Door”, der med sit bombastiske arrangement leder tankerne tilbage til 60’erne og 70’erne, og som byder på et større og mere omfattende arrangement, end der normalt er kendetegnende ved såvel Poor Moon som Fleet Foxes.

På albummets øvrige skæringer er der ikke så meget, der bliver hængende hos mig som lytter. Det skulle da lige være det omfangsrige brug af alskens strengeinstrumenter, der introduceres henad vejen – eksempelvis på den eksotiske ”Bucky Pony”.

Poor Moon har bestemt en tiltalende charme undervejs i det omskiftelige, men alligevel let genkendelige lydbillede. Nogle gange bliver springene fra let og luftig folkpop til tunge og teatralske opbygninger lidt for store, og af og til lykkes det ikke helt at finde fodfæste i de flyvske kompositioner. Derfor efterlader Poor Moon et indtryk af en enorm legesyge, spillelyst og alsidighed, men samtidig en vis mangel på sammenhæng og et lidt for lavt bundniveau.

Tags from the story
,