Nr. 3 – Portishead: Dummy

90’ernes 30 bedste albums: #3

I ét hug skabte Portishead en milepæl såvel som en genre, som skabte kolossale dønninger i musikverdenen!

Allerede nu vil mange afskrive mig som inkompetent og uvidende, uden styr på research o.l. for allerede tre år tidligere leverede Massive Attack deres debut, og i manges øjne hovedværk, Blue Lines. Allerede dengang blev benævnelsen trip hop fyret af og startskuddet til genren er da også Blue Lines, som må anses for the blueprint for genren. Alligevel synes jeg først for alvor genren blev cementeret med Portisheads uomgængelige og rystende gode Dummy. Bandet skabte i hvert fald et synligt hul igennem fra masserne til en, indtil da, lettere obskur genre kun for de relativt velbevandrede udi musikkens hjørner. Trip hop mærkatet lå i min optik, først for alvor på alles læber efter at Dummy så dagens lys.

Trip hoppen fusionerer hip hop og electronica, så der opstår et skævt og stenet elektronisk lydbillede som ofte slæber sig afsted som et skamskudt dovendyr. I Portisheads tilfælde er det mere lyttemusik end egentlig dansabelt, i modsætning til Massive Attacks ofte mere up-tempo numre, som snildt henvender sig til dansegulvet. En anden divergens imellem de to sammenlignelige bands er, at Massive Attack benytter forskellige vokalister indkaldt til lejligheden, mens Portishead fremstår som et funderet og rodfæstet band uden hidkaldt assistance udefra.

En dummy kan som bekendt være én af flere: Løst krudt, en mannequindukke, en falsk person uden skrupler, en testdukke til bilhavari eller en film man smider ud til et indbudt publikum, for derved at løje stemningen for ens produkt og efterfølgende mulighed for, at skrue på handlingsparametre eller slutning.

Ingen af førstnævnte giver mening i forhold til albummet og giver man sig i kast med sidstnævnte qua Portisheads glæde ved film, kommer man egentlig også til en dead end, for vel er Portisheads debut et album, hvor der i den grad bliver skruet og manipuleret med lyden og vel er albummet vældig cinematisk i sin lyd og stil, men at forstille sig at man behøver pille ved produktet Dummy er en uhørt tanke.

For musikbranchen og dens lyttere var vel nærmest i chok og indgydt i ærefrygt over hvilket nyskabende vidunder, der pludselig mødte dem i august 1994. Selvom sangene helt fra ”Mysterons” lægger for med en forrygende film noir stemningsfyldt sag med østerlandske glimt og den elegante James Bond parallel ”Sour Times”, tilsat 60’er cool guitarstrofer af den fremragende musiker Adrian Utley, på ingen måde var new school men faktisk vældig retro, var kombinationslegen med de tunge trippede beats og Beth Gibbons divalignende vokal med en særegen jazzfeel, i samklang med sørgmodige elektroniske vuggeviser fra helvedes brudte forhold, sgu en øjenåbner af de helt store. Personligt var jeg sat til vægs og målløs over de støvede og kringel-knitrende toner med indlagt turntable-scratch fra excentrikeren og vinylnørden Geoff Barrow, der mødte mig dengang.

Men det som for alvor gjorde den helt store forskel, var Beth Gibbons’ på en gang hjerteskærende og smertefulde stemme, som var stærk og skrøbelig på samme tid. En moderne pendant til Billie Holliday var på ingen måde for rosende en beskrivelse. Hun kunne snerre som en besat, for derefter at spinde som en veltilfreds kat. Hun kunne være bastant og massiv i sine vrængende fraseringer, men også varm og fnuglet som vanddamp. Hun kunne bringe både smil, eftertænksomhed, melankoli og deciderede tårer ind i mit korpus og mange aftner sad jeg tryllebundet i selskab med min kæreste og lyttede til pladen, uden at registrere, at mørket for alvor var faldet på og intet lys var tændt i den lille lejlighed på Vesterbro.

Jeg forsvandt med andre ord fra tid og sted og var så opslugt af musikken, at selv telefonen måtte give op og ringe forgæves. Det er meget sjældent jeg har oplevet det siden, hvis overhovedet, så var Dummy Portishead´s forsøgsballon og test af, om potentialet var tilstede og om der var folk der gad lytte til dem, må man blot konstatere, at det var der til overmål og at det endvidere var en underkendelse af egen formåen, som er uden lige i 90’erne.

At Portishead skabte en ny genre eller i hvert fald populariserede og satte tyk streg under termen trip hop og viste hvor stor en berettigelse den havde, blev tydeliggjort af den efterfølgende tsunami af mere eller mindre kompetente kopister der fulgte med i kølvandet på Dummy. Reminiscenser af Portishead florerer stadig i ny og næ 16 år efter debutudspillet, når et nyt band forsøger sig indenfor den nu udpinte og gennemtyggede trip hop genre fra omegnen af Bristol.

Ingen har i mine øjne gjort Portishead kunsten efter, hverken når det kommer til niveau, opfindsomhed og integritet, ej heller fine koryfæer som Massive Attack eller Tricky, som ellers begge har udsendt store plader.

Efterfølgerne Portishead og Roseland NYC Live, var begge i særklasse også, men ingen af dem overgår eller rammer samme højde som den førstefødte.

Beth Gibbons lavede i 2002 den aldeles fremragende Out Of Season med Rustin´ Man alias tidligere bassist i Talk Talk Paul Webb, som indeholdt åndeløst smukke sange hensat i en mere organisk, akustisk og klassisk orkestreret lydramme, mens Geoff Barrow levede sin Krautrock forelskelse ud på sidste års projekt >Beak, som jeg anmeldte her på siden med lidt blandede følelser.

At Portishead dukker uventet op på musikscenen igen, efter i årevis at have været afskrevet som has beens, med Third i 2008 vidner om, at man ikke kan holde genialitet nede. Den plade er i sandhed et utroligt comeback og en reminder om, at fordums storhed på ingen måde er tabt på gulvet. Her er intet pinligt eller anakronistisk i sigte, ingen smag af noget forgangent eller reunion som udtryk for mangel på ussel mammon. Third er et bevis på, at Portishead formår at forvalte deres materiale og løfte tidligere tiders lyd så fornemt ind i nutiden, at de på ingen måde virker bedagede, men viser indiskutabel storhed og en musisk suverænitet som er meget få forundt.

Hvordan de specifikke numre på Dummy lyder?…. det ved du bedst selv – ellers er det på tide at gå på opdagelse i et af 90’ernes bedste album

Skriv et svar