Powderhog: Return Of The Gaucho

All Hail Powderhog

I et koordinatsystem ville esbjergensiske Powderhog ligge på lige linje med metalliske drenge som Kyuss, Mustasch, Metallica og Monster Magnet. Alle er bands som har en stor stjerne hos undertegnede og derfor skal man være yderst varsom med at lægge sig i den slipstrøm, for der er ikke langt til anmelderhøvl, hvis man svigter inspirationerne og skyder med løst krudt. Powderhog ikke bare består prøven, men kan på trods af idolernes klokkeklare dominans albummet igennem, klappe sig selv på skuldrene for a job well done. Et dusin kraftfulde og bundsolide numre med både den rette tyngde og melodi. Det er beskidt, olieindfedtet, nedstemt, skrålende, nådesløst, selvtillidsfuldt, musikalsk overbevisende og troværdigt. Hørmen af maskulinitet og big balls, vil skille fårene fra bukkene, præcis som genren altid har gjort.

Powderhog knalder rundt i stoner-rock, garagerock, hardrock  og mere traditionel heavy metal på Return Of The Gaucho og det er gjort med overskud og fin fornemmelse for, hvornår der skal trykkes igennem og hvornår der skal holdes lidt igen. Albummet stinker simpelthen af international klasse og må ud over landets grænser og vinde terræn, hvis retfærdigheden eksisterer. Bandet er tidligere i karrieren spået til at blive the next big thing efter Volbeat. Det tvivler jeg nu på de bliver, for deres musik er væsentligt hårdere og mere kompromisløs end Elvis-rockerne. Alligevel er det ikke stærke sange eller melodier der mangler på udspillet, tværtimod, men de har ikke samme tæft for– eller lyst til – at ramme mainstream-åren som Poulsen og Co.

Produktionen er afstemt så numrene sidder i skabet, når det kommer til fuldfede spader med substans og fylde og der er i det hele taget et eksplosivt og godtgørende punch fra alle kanter af instrumenteringen. Johnny Houmarks vokal er lagt præcist i mixet, så den hele tide er tilstede med velvoksen fylde, helt uden at dominere mere end godt er. Han har i svenske Ralf Gyllenhammar en soulmate og de to burde lave en dansk/svensk joint venture i fremtiden Der leges med en bredere palet på Return Of The Gaucho end på debuten. I den suveræne rockbasker ”6 Feet Below” kastes der lidt banjo ind i den metalliske sound og det giver et fedt aspekt og en variation, der klæder den hårde tone. ”The Last Romantic” flankeres af hammondorgel og på ”Set It Free” jammes der til udelt fryd med saftig og svedig mundharmonika.

Ellers er topeffektive skæringer som ”Black Cancer”, ørkenrockeren ”Choke” (måske en klassiker in spe), rock´n´rolleren ”An Ode For All Assholes”, garagerockeren ”Dead Horses (Don´t Run)”, Black Sabbath dufteren ”Hey Sister” og 70´er helvedeshunden ”Ghosts” garanter for fuld musikalsk valuta. Der er ingen svage øjeblikke, ingen metaltræthed at spore nogen steder hos Powderhog og det er i sandhed et fuldblods rockalbum i ordet bedste forstand, kvartetten stiller med. Return Of The Gaucho er et hamrende fedt udspil, som med bravour placerer Danmark på det tungrockede musikalske verdenskort. Dejligt at den vindblæste fiskerby Esbjerg – sammen med Kellermensch – har fået endnu et band af international klasse.

Tags from the story

Skriv et svar