Powersolo: BloodSkinBones

cover-powersolo-bloodskinbones-2009-300x300

Forvirrende usammenhængende univers med gang i

Da jeg mødte Powersolo på deres nye album BloodSkinBones, var det aldeles tomhændet. Jeg kendte intet til Powersolos tidligere udgivelser, endsige genre og stil. Og ja, det kan denne anmeldelse ikke andet end at bære præg af.

Med min uvidenhed flashet, så længe leve research. BloodSkinBones kommer næsten tre år efter forrige udgivelse Egg og falder eftersigende fint i tråd med de tidligere udspil. Humoren skulle være blevet mørkere og teksterne mere kontante. Og musikken er et spøjst sammensurium af genrer, inspirationer og støj. Punk er vel den genre, vi kommer nærmest – også set ud fra musiknumrenes ultrakorte længde (der er rent faktisk ikke ét af albummets 12 tracks, som er længere end 3 minutter). Et nummer som det biografiske ”Nineteen Ninety-Six” (track 12) giver svage associationer til The Ramones, men så alligevel ikke, for nummeret er støjende på en lidt mindre rå og mere planlagt måde end det, man fandt i det Ramonske univers.

Støjen er et af de store issues på BloodSkinBones. Der er ikke tale om, at albummet er finpudset, men det må antages at være ganske bevidst fra duoens side, men det giver desværre næsten en oplevelse af højskolestudie. Et enkelt sted er det støjede skruet ned, nemlig på ”Psych Demons” (track 3). Nummeret er nok det, jeg forliges bedst med – klangen minder om Eels’ også psykede bagudstræbende univers. Hvis blot Powersolo gjorde det noget mere i denne retning.

Det er svært at tage Powersolo alvorligt, men på den anden side kan jeg ikke lure, om de to drenge vil tages alvorligt eller blot skabe lidt gang i gaden. Jeg savner sammenhæng, men samtidig er det også lidt indsmigrende, at der ikke gives en sammenhæng, at det ikke gøres let.

Et nummer som ”Canned Love” (track 10) opsummere ret godt det gakkede og fanden-i-voldske. Det indledes af hujen (gad vide, om dette stammer fra et menneske eller et instrument?) – hvorefter nummeret går over i en country-like Elvis-like kærlighedssang. Melodi mangler der ikke, men genrene clasher – og det er svært at finde ideen med nummeret, som irriterer mere, end det gør godt.

Jeg synes egentlig, at jeg god til at håndtere og forstå det anderledes, men med Powersolo kan jeg simpelthen ikke følge med. Enkelte steder hænger det sammen, men overordnet, så er BloodSkinBones for mig at se en sammensmeltning af alt for mange eller alt for få ambitioner. Det ville være forkert at sige, at det er dårligt, men det er anstrengende at have albummet på anlægget, fordi man konstant skal vænne sig til nye genrer, indtryk og toner.

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.

Skriv et svar