Psy:code: Delusion

cover-psycode-delusion-2010-300x300

Kode til aggressionerne

Det aggressive udtryk er dominerende på danske Psy:codes debut Delusion, der dog også forstår at gøre indtryk med melodiske passager af ægthed.

I deres pressemeddelelse undlader Psy:code at beskrive deres lyd, placere sig selv under en genre eller nævne hvilke musiske udøvere, de er inspirerede af – noget der er ganske usædvanligt for en præsentation af et nyt band, men også ganske befriende når man skal lytte til albummet. Og faktisk forekommer Psy:code heller ikke som værende så lige til at placere, selvom vi da uden tvivl har med metalgenren at gøre, men der er mange forskellige elementer fra dennes subgenrer, som spiller ind, når det gælder Delusion. Åbningsnummeret ”Fundamental State of Mind” startes med et vredt skrig fra forsanger Schou, og man fristes de første par sekunder til at tro, man har med noget mathcore a la danske Mnemic at gøre, men lydbilledet udvikler sig til det lidt mere brutale end det, der ofte kendetegner mathcore, og der kommer i omkvædet en mere flydende fornemmelse i guitaren, støttet af en baggrundsvokal, der tenderer over i noget, der lyder som en korstemme, som skaber et godt helhedsindtryk af nummeret, som dog ikke er pladens mest bemærkelsesværdige.

Mere bemærkelsesværdig er til gengæld efterfølgende nummer ”Prodical Fuckr” (ja, det er uden e!), hvor der igen gøres brug af såkaldte flydestemmer som baggrund, men her endnu mere effektivt, da resten af sangen er tung med et fedt groove i guitaren, og denne tyngde plus omkvædet med renvokalen er lig et virkelig godt sammenhængende nummer. Et andet godt, måske det bedste, nummer på albummet, er ”Web of Lies”, som lægger ud med en lyd, der er noget nær den klassiske thrashmetal gennem verset, men som i omkvædet går over i  at være meget melodisk og ligefrem fængende, især når Schou råber ”Nothing’s gonna come in my way!”- den linje sidder fast.

I det hele taget er Schou en temmelig imponerende vokalist, der i den grad overbeviser med sine ægte frustrationer og overbevisende vredesudgydelser, lyt bare til hans udbrud i endnu et af albummets mest vellykkede numre ”The Silent Majority”, men han også gør det rigtigt godt i de mere melodiske omkvæd.
Slutsangen ”Set it Loose” kunne ligeledes have været et af de bedre numre på Delusion, men desværre har bandet fået den idé at lade guitaristen Tommy lave nogle pibende lyde på guitarens bånd, nogle lyde der lyder som syg og sær fuglefløjt, og egentlig er ret irriterende. Dog er det ikke i hele sangen, dette gimmick er lagt ind, så sangen er med sin skæve, spændende rytme heldigvis ikke helt dårlig. Udover dette mærkelige påfund på guitaren er bandet overordnet meget teknisk dygtige og opfindsomme, og bliver, som før nævnt bragt til helhed af en overbevisende forsanger, hvis vrede kommer til udtryk, så man tror på, at den er ægte. En egenskab, undertegnede opfatter som noget af det vigtigste hos en forsanger. Dog får bandet ikke en højere karakter, da de, på trods af en del kreativitet, genbruger visse riffs, hvilket gør at et par af numrene på Delusion ikke er helt interessante nok, men de numre som udmærker sig taler dog for, at Psy:code har meget mere at byde på i fremtiden, og der skal jo også være plads til forbedring, om end det måske kun er en smule, der skal til.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar