Pulled Apart By Horses: Pulled Apart By Horses

Melodiøs spanking fra hårdkogte englændere

Et bandnavn som refererer til en ældgammel bestialsk torturmetode og sangtitler som ”Back To The Fuck Yeah”, ”High Five, Swan Dive, Nose Dive”, ”I Punched A Lion In The Throat” og ”I´ve Got Guestlist To Rory O´Hara´s Suicide” og smid så et hurtigt gæt på i hvilken ende af det musikalske spektre vi befinder os i……. Rigtigt! Kick ass hardcore fuld af testosteron og agiteret vildskab. Tænk så på bands som Jesus Lizard, At The Drive-In, Refused og Shellac og smid så en stor portion catchy og melodiøs fornemmelse oven i hatten. Tænder du på ovenstående, ja så behøver du egentlig ikke læse videre.

Holder det? Ja i den grad! Sparker det arrigt og behørigt i solar plexus? Bestemt! Kan drengene spille og synge? Ja, og det endda yderst kompetent! Vil bandet finde sit publikum? Utvivlsomt! Er der nogle der husker Pulled Apart By Horses næste år? Ja, hvis der er nogen retfærdighed til!

De skummende viltre englændere i Pulled Apart By Horses gør deres arbejde til punkt og prikke på debuten af samme navn og selvom bandet ikke genopfinder genren eller går radikalt selvstændigt til værks i forhold til inspirationskilderne, er det eddermaneme leveret med så meget overbevisning, indignation, nødvendighed og autenticitet, at man skal være en iskold dødbider for ikke at lade sig rive med af albummets 11 fremragende sange. Pulled Apart By Horses holder max. hele vejen lige fra den edderspændte don´t give a fuck hymne ”Back To The Fuck Yeah” åbner, til den hårdkogte og tungt metalliske ”Den Horn” lukker en god halv time senere. Hell, pladen er så god, at den burde være obligatorisk pensum for bands, som vil gøre sig indenfor genren.

”Back To The Fuck Yeah” er oplagt førstesingle med smittende intense guitarhug og Nirvana-lignende smadderomkvæd med Tom Hudsons indestængte skrål og rock´n´roll riff leveret som skarptskårne missiler. Beskidt, charmerende og fængende i al sit frenetiske ungdommelige overmod.

”The Crapsons” holder med sine Tom Morello duftende guitarangreb kadencen uden problemer og selvom Rage Against The Maschines ”Bullet In The Head” sidder på skulderen af Pulled Apart By Horses når omkvædet sætter ind, overgiver man sig hurtigt og køber det glædeligt, når det er gjort med så stor overbevisning som her.

På ”High Five, Swan Dive, Nose Dive” varieres udtrykket lidt med nedtonede passager midt i al rabalderet, helt uden at intensiteten er på retræte, for der lægges en energi for dagen, som en pulserende blodtud. Tyngde og speedede sekvenser går hånd i hånd, mens Hudson brøler at han vil “make you dance with your balls on fire”. Kombinationen af tempo og tyngde i selskab med iørefaldende refræner og omkvæd er særdeles vellykket.

”Yeah Buddy” formår på forunderlig vis det umulige, nemlig at forene brutal og bidsk hardcore med nærmest lalleglad, skøn og supercatchy Beach Boys lignende kornynnen i omkvædet, og det tilmed så det virker naturligt og ikke som et skørt, opsigtsvækkende gimmick – stort!

Resten af Pulled Apart By Horses holder samme høje niveau og albummet er simpelthen all killers no fillers.

Vekselvirkningen mellem tempo, pulveriserende kraft, tyngde og beskidt svingende rock´n´roll med catchy melodiøsitet, behersker kvartetten fra Leeds med glans. Den variation betyder, at jeg frydefuldt indtager pladsen foran anlægget gentagende gange dagligt – sjældent har det været så fedt, at være prügelknabe overfor en flok snottede unge englændere.

The Who leverede deres ultimative liveversion af ”My Generation” i netop Leeds, og hvis Pulled Apart By Horses er indikator for den nye rockgeneration, er der håb ikke alene for rocken, men også for at negative statements som at rocken er død, kan manes i jorden.

Kom så til Danmark og spil for os i en fart!

Skriv et svar