PVT (Formerly Pivot): Church With No Magic

Australsk trio født i det forkerte årti

Australske PVT (tidligere Pivot) har begået et anstrengende og højpandet album med Church With No Magic. Jeg har ikke hørt deres debut O Soundtrack My Heart, men da de titulerede sig Pivot, var det instrumentalt land de bevægede sig rundt i. Det skulle efter sigende være fyldt med post-punk guitarer, brutale trommer og bastung elektronik. Debuten må efter bedste gæt være bedre end Church With No Magic, alene p.g.a. fraværet af den irriterende vokal. Samtidig er nykommeren helt renset for guitar, hvilket, ud over trommerne, giver en rent maskinel lyd. Om det er skiftet til electronica-selskabet par excellence Warp, der får PVT til at ditche strengeinstrumenterne står dog hen i det uvisse.

Titlen rammer dog plet, for den pastorale og svulmende sakrale lyd har absolut intet magisk at byde på. I stedet mødes man af en selvhøjtidelighed som er grænseløst anstrengende. Richard Pike vil så inderligt gerne synge sig op i liga med Brendan Perry fra Dead Can Dance, Gordon Sharp fra Cindytalk og diverse mandlige vokalister omkring 4AD projektkollektivet This Mortal Coil. Han har bare ikke erkendt, at det aldrig vil lykkes ham.

I det hele taget emmer Church With No Magic af fortid med stort F og ovennævnte bands tillige med tidlig Human League anno Reproduction og Travelogue, dengang de dyrkede kulden og fremmedgørelsen. Philip Oakey´s frysende weltschmerz vokal fra den periode, deler Pike både i diktion og udtryk. Især ”Crimson Swan” er ren Human League fra deres første udgivelser.

Ellers er tribal elektro det første jeg kommer på i en beskrivelse af PVT. Der er tonsvis af rumklang og delay på Pike´s mørke staccato vokal, som ud over parallellerne til ovenstående bands kunne været taget direkte ud af et post-punk band af ældre dato. De rigide og stringent stive elektroniske rytmer hælder uden undtagelse mod den dystre side. Melodierne ligger på lur, men åbner sig ikke uden lyttertålmodighed. PVT arbejder ofte med ulmende stemninger frem for umiddelbare sangstrukturer og det fungerer indimellem godt. Alvoren lyser ud af den stramt sungne patosvokal, så meget at det tipper over og bliver skiftevis irriterende og ufrivilligt komisk.

De første fire numre holder et vist niveau, men det falder som pladen skrider frem og synes man starten er et overkill af højstemt og seriøst selvsmagende vokal, tager det til og forværres hen over anden del af pladen.

Førstesinglen ”Window” er en kantløs, forudsigelig og elementært kedelig melodi. En kombination af vokale eksperimenter, hvirvlende keyboards og bastant pumpende trommer, som ikke rigtig rykker nogen steder. ”The Quick Mile” er nærmest elektro-reggae og forfejlet fra det øjeblik den lægger fra borde. Titelnummeret kunne være Suicide, med sine isnende og mørke repetitioner. Ellers er det den kolde og kliniske, men også stærkt pompøse og prætentiøse lyd der dominerer albummet. Der er en udpræget dyster og himmelvendt stemning med frostrim på tangenterne hos trioen, mens det bliver mere og mere dunkelt og introvert drømmende, som vi nærmer os afslutningen.

”Circle Of Friends” og ”Timeless” er eksempler på stemning og tilstand frem for regulær melodi. Sidstnævnte er albummets bedste, men lider under et rent ElektroJuice tyveri, helt specifikt ”Chopper” fra deres debut Solrock, og det svært at høre det nummer, uden at den unge danske duo står printet ud over stiløvelsen. Synd og skam for det er et både hypnotisk og tranceskabende nummer. Afslutteren ”Only The Wind Can Hear You” er en tung synthmesse, som synes copy-pastet direkte fra Dead Can Dance´s allerførste album.

Kølig elegance møder svulstig 80´er synthpop og artrock fuld af spleen og weltschmerz på Church With No Magic. Den voldsomt sortrandede lyd er over the top i en sådan grad, at jeg står af. Indimellem er resultatet fint, men alt for ofte kedes man gudsjammerligt.

Tags from the story
,

Skriv et svar