Ra Ra Riot: The Rhumb Line

cover-rarariot-therhumbline-2009-300x300

Flot, men kedelig

Hvordan anmelder man en plade som i alle enkeltdele er god, men som alligevel keder én? Ra Ra Riot spiller kølig indie, der læner sig meget op ad navne som Arcade Fire m.fl. Sangene er flotte med deres lag på lag konstruktion. Den traditionelle rocklyd er tilføjet en god portion cello og violin, der begge bidrager til en sørgmodig og højtidelig stemning. Alt sammen båret frem af Wes Miles meget fine vokal; en yngre og lidt mere nasal udgave af Win Butler, hovedvokalist fra før omtalte Arcade Fire.

Det er en karakteristik som passer meget godt hele Ra Ra Riots udtryk. Måske er det det, der volder problemer for undertegnede efter gentagne rotationer af debuten The Rhumb Line. Det var min første tanke, men det står i lysende kontrast til tidligere skriverier om andres lydspor som befriende forudsigelige i deres genrefascisme. Gælder det måske kun for nogle genrer? Det er svært at udtale sig om, for det afhænger af ens egen smag. Derfor ville det også være nemt at ty til klichéen om at I må høre for jer selv og selv bedømme, men jeg antager mig ansvaret som anmelder at fælde dom i denne sag – selvom den har voldt mig furer i panden: flot, men kedeligt, grænsende til det ligegyldige.

Skulle man stadig være fristet til at få hørelse på sagen, anbefales åbningsnummeret ”Ghost under Rocks” med flot brug af cello og violin i en dreven melodi, der kunne varsle noget stort. Desværre bliver den ikke fulgt op på resten af pladen.

Jeg havde forestillet mig at skulle skrive denne anmeldelse under titlen, mens vi venter på Arcade Fire, men det lever den ikke op til efter gentagne lytninger. Og det er ingen grund til at vente på noget, for at vi har TV on the Radio…

Tags from the story

Skriv et svar