Raunchy: A Discord Electric

Javel ja! Der åbnes med noget der ligner falset-skønsang på Raunchys nye album A Discord Electric. Men med selv et let kendskab til Raunchys bagkatalog kan det ikke undre at der to minutter senere indfinder sig den obligatoriske dødsvokal.

A Discord Electric markerer sig allerede ved første gennemlytning som et mere elektronisk album end Raunchys tidligere udgivelser. Det klæder bandets lyd fantastisk godt og føjer en dybde – og ironisk nok et ekstra organisk lag – til bandets karakteristiske lyd. Der er også i højere grad end tidligere blevet tid til lidt mere eftertænksomme passager. Og det åbner lydbilledet yderligere op og giver plads til melodierne, herunder nogle indimellem særdeles fængende omkvæd.

Det betyder ikke at Raunchy er gået mainstream. Der er stadig meget hårde, thrashy passager, og her bliver der i den grad gået til den. Desværre er det også i disse passager, at automatpiloten indfinder sig og bandet lader genrekonventionerne styre showet. “Tiger Crown” er et eksempel: De hurtige trommer, den hurtige guitar og det monotone skrig er hørt alt for ofte før. Men det sker kun i passager, og fans vil formentlig fryde sig ved netop disse elementer. Lyt til “The Yeah Thing”, der består af 50% gennemsnitlig thrash og 50% bundsolid, tung, mørk, fængende musikkunst.

Det lykkes fint for Raunchy at kombinere passager med meget forskellige temaer, ofte i samme nummer. Her spores en let Opeth-inspiration. Og der bliver eksperimenteret på en meget fuldendt måde. “Blueprints For Lost Sounds” åbner med lidt western-mundharmonika for at blive til en tung, fængende sag med fabelagtige riffs, hvor elektronik og spade går op i en højere enhed. “The Great Depression” er en kombination af Ministry og Front Line Assembly, som demonstrerer for begge forbillederne hvor skabet skal stå. Skæring 1, “Dim The Lights And Run” løber med prisen for bedste indslag på pladen. Her udstikkes en mulig fremtidig kurs for bandet, hvor kombinationen af ren sang, tung, tung rock og en god melodi, der ikke er for poppet, løfter Raunchy op i international klasse.

Albummet byder i øvrigt på en duet med Duné-forsanger Mattias Kolstrup, som falder helt udenfor albummets kontekst. Kasper Thomsen synger bedre selv og Raunchy har mere at byde på end Duné. Så skippes dette indslag er A Discord Electric et gennemført dansk metalalbum.

Skriv et svar