Red Hot Chili Peppers: I’m With You

Chili med lav scoville

1991 var et stort musikår. Talk Talk leverede Laughing Stock, My Bloody Valentine gav os Loveless, U2 Achtung Baby og på den hårdere side blev Metallica blødere med det sorte album, og ikke mindst kæmpede Pearl Jam og Nirvana om grungeherredømmet med henholdsvis Ten og Nevermind. Og så var der selvfølgelig også Red Hot Chili Peppers, der for alvor brød igennem med det spraglede album Blood Sugar Sex Magic, der ikke mindst på grund af hits som ”Give It Away” og ”Under the Bridge” er blevet solgt i mere end syv millioner eksemplarer i USA alene. Meget vand er løbet under broen siden da, og det er egentligt utroligt, at bandet stadig eksisterer, hvis man kigger på dets historie med massivt stofmisbrug, talrige bandkonstellationer og ikke mindst guitarist Hillel Slovaks død i 1988.

Efter fem års albumpause er Red Hot Chili Peppers tilbage med deres længe ventede tiende studiealbum. Albummet er igen produceret af Rick Rubin – og endnu en gang har John Frusciante valgt at forlade bandet. Det viser sig at være et stort tab for bandet og guitaren på I’m With You er både bas, trommer og vokal langt underlegen. Guitartjansen er overtaget af Josh Klinghoffer, der er bandets syvende guitarist, og som spillede sammen med Frusciante i bandet Ataxia.

Albummet lægger ud med ”Monarchy of Roses”, der startes som et garagerock-nummer, men som sidenhen skiftes ud med klassisk up-tempe RHCP. Sådanne overraskelser er der på flere af numrene. ”Did I Let You Know” indeholder en hornsektion, og ”Even You, Brutus?”, blander flot hip-hop ind i det funkede univers. På den første dag af indspilningerne af albummet hørte Athony Kiedis om forfatteren og natklubejeren Brendan Mullens død. Det blev til sangen ”Brendan’s Death Song”, som blev jammet frem, og hvor Chad Smiths trommespil sørger for, at det ensartede nummer kommer sikkert i land. Smiths trommer er sammen med Fleas basspil de to ingredienser, der gør at albummet holder. Pladsen til at udfolde sig yderligere, har de muligvis fået qua Frusciantes afgang og tilgangen af en mere anonym guitarist. Udover på ”Brendan’s Death Song” giver Kiedis’ lyrik endnu engang ikke rigtigt mening. På ”Meet Me at the Corner” og ”Police Station” får Kiedis selskab af kvindelig backingvokal. Det fungerer i begge tilfælde, og ”Police Station” er nok det tætteste RHCP kommer på et nyt pophit i denne omgang.

På trods af nye indslag, så bliver I’m With You for ensformig at lytte til i længden. Mange af sangene lyder som fyld og kunne nemt have været skåret fra. Hellere ti numre man har lyst til at høre end fjorten, hvor man skal skippe flere numre. De opløftende øjeblikke, der er gør, at man ikke skal afskrive RHCP. Måske har de stadig et godt album i sig!? Så længe det ikke er afslutteren, ”Dance, Dance, Dance”, der afstikker retningen.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar