Rinôçérôse – Futurinô

cover-futurino-rinocerose-2009-300x300

Blandet fransk landhandel fra Rinôçérôse

Franske Rinôçérôse har efterhånden en del år på bagen med deres særegne blanding af fransk house og rock – levet på en måde som kun franskmænd kan gøre det. Parret Carrie og Freu, som også danner par uden for musikken, har med bandet Rinôçérôse dyrket en lyd, der bedst kan beskrives som en væsentligt mere aggressiv udgave af landsmændene Phoenix i over 10 år. Det er derfor underligt, at man ikke kender mere til dem i den lille andedam. En årsag kan selvfølgelig være, at deres samlede produktioner svinger mere i kvalitet og udtryk end det samlede produkt fra hele den franske elektronika scene.

Den nye plade Futurinô er heller ingen undtagelse. Enkelte numre er nærmest sublime sammensmeltninger af guitar og computer. Det er tungt og insisterende og trækker på de mange beskidte electro-housebands fra de seneste 3-4 år, hvilket jo er fremragende når man tilfører det noget ekstra. Lyt eksempelvis til det instrumentale nummer ”Mind City”, der med flænsende guitar faktisk giver et bud på hvor elektro-rockgenren skal bevæge sig hen, eller det glimrende ”Touch Me”, der sagtens kunne være en glemt B-side fra Justice (“Touch Me” har passende vokal fra Jessie Chaton, som også stod for vokalen på ”D.A.N.C.E.” fra samme band).

På den negative side finder man numre som ”Time Machine” der til trods for vokaler fra Go! Teams Ninja ikke kommer ud af stedet. Det er ligegyldig meterpop, når det er værst. ”Tomorrow” lyder som om det er noget der blev kasseret i studiet af Sophie Ellis Bextor. Det virker sløset og lidt arrogant, hvilket ikke passer ind på en plade, der ifølge bandet selv gerne skulle udforske halvvejen imellem musikken og kunstneren. Det er simpelthen en alt for usammenhængende cocktail til, at man kan udforske noget som helst. Man har lidt fornemmelsen af, at Futurinô hellere ville være 2-3 selvstændige EP’er, og at i hvert fald en af de EP’er ville være fremragende.

Tags from the story

Skriv et svar