Rodrigo y Gabriela and C.U.B.A.: Area 52

Nylonstrengenes mestre go Cuba

Historien om de to guitarister Rodrigo Sánchez og Gabriela Quintero er historien om et stort gennembrud på moderne vilkår. Man kan med rette sige, at YouTube har hjulpet duoen godt på vej mod berømmelse med deres særdeles fremragende og særprægede coverversioner af Metallicas ”Orion” og ”One”, fremført på to spanske guitarer godt styret af Gabrielas karakteristiske måde at holde rytmen på – med højre hånd bankende på guitarkassen. Man overraskes som lytter over, at der kan komme så meget ’larm’ fra to akustiske guitarer.

Duoen kommer oprindelig fra Mexico, men skabte opmærksomhed som gademusikanter i Dublin, hvilket førte til det første festival-job i 2005 der blev trinbrættet til succesen. Siden første plade i 2001, Foc, er det blevet til i alt otte albums (medregnet live-udgivelser). Inspirationen til deres musik har været alt fra hård rock, thrash metal, jazz og flamenco. Karrieren har endvidere bragt dem hele vejen til soundtracket til den seneste Pirates of the Caribbean film.

På deres seneste udgivelse får de opbakning af C.U.B.A. – et 13 mand stort hold cubanske musikere og optagelserne er på autentisk vis forgået i Havana. Den traditionsrige Cubanske folkemusik blev for alvor kendt for omverden i halvfemserne da Ry Cooder indspillede Buena Vista Social Club (1997) med musikere som var aktive længe før Fidel Castros tid.

Area 52 samler Rodrigo y Gabriela tråden op igen og puster nyt liv i deres numre. Der er tale om genindspilninger/nyfortolkninger af kendte musikstykker. I ”Ixtapa”, der endda gæstes af den indiske Sitar-spilleren Anoushka Shankar (datter af en vis Ravi), mødes cubanske og indiske toner og hvor underligt det end forekommer så virker det godt. Pink Floyd hyldesten ”11:11” er fremragende og understøttes af Gabrielas særlige rytmespil.

Hvor charmerende projektet end er så mister Rodrigo y Gabriela noget af deres særpræg på Area 52. Nylonstrengene drukner ind i mellem i blæsere og heftige mamborytmer. Den rå og ærlige lyd fra de tidligere indspilninger er her erstattet af et mere kommercielt og poleret lydbillede, så de fans der hælder til ’det oprindelige’ vil nok surmule lidt over denne udgivelse. Det er også ærgerligt, at duoen ikke har komponeret nyt musik denne gang men udelukkende genbrugt materiale fra forrige albums.

Denne plade er ingen garanti for en revival af cubansk folkemusik men Area 52 er lige en reminder om, at der er masser af varme og vitalitet i den ende af verdensmusikken. Og til at formidle det budskab er Rodrigo y Gabrielas talenter sådan set meget velegnet.