Royal Republic: We Are The Royal

Bøj dig i støvet for Royal Republic

Der findes bands, der langsomt kommer krybende ind under huden på en. Hvor musikken skal have tid til både at sætte sig fast i bevidstheden og til at overbevise lytteren om dens kvaliteter. Så er der de bands der sparker døren ind og med store armbevægelser og ved første lyt overbeviser lytteren om, at der her er tale om noget, der kunne minde om en komet på musikhimlen. Et sådant band er svenske Royal Republic, der på deres debut hverken synes at tænke på tidens tendenser eller på at skulle passe ind i dem. Med en nærmest nonchalant attitude affyrer de en støvet rock-raket på We Are The Royal, og de er meget tæt på at ramme plet.

Royal Republic får fra starten præsenteret sig på åbningen ”The Royal”, hvor der i omkvædet skråles We are the Royal!, og denne enorme selvtillid fortsætter på ”President’s Daughter”. Attituden grænser til højrøvethed og storhedsvanvid på ”All Because of You” og ”Full Steam Spacemachine”, men lytteren efterlades aldrig uden vished om, at humor og selvironi ligger bag galskaben. Stilen og attituden bliver holdt hele albummet igennem, uden svenskerne så meget som tenderer en rysten på hænderne, og i sidste ende kan jeg ikke udpege decideret svage numre på We Are The Royal. Tekstmæssigt skal man ikke forvente dybere budskaber fra svenskerne. Humor og overdrevne drengedrømme præger albummet, og det hænger fint sammen med bandets attitude generelt, hvilket kun er med til at gøre pladen endnu mere gennemført.

Genren er et vellykket mix, som i sidste ende giver Royal Republic deres helt egen stil. Hvis Sverige havde ørkener, ville Royal Republic komme derfra. Deres kombination af punk og melodiøs rock ‘n’ roll er støvet, og attituden oser af selvsikkerhed og musikalsk konsekvens – Royal Republic opfinder ikke den dybe tallerken på deres debut, men de gør deres arbejde så godt, at jeg er overbevist om, at de er værd at holde øje med både på livescener og på fremtidige udgivelser.

Tags from the story

Skriv et svar