Ryan Adams: 29

cover-ryanadams-29-2006-300x300

Bliver den mand nogensinde lykkelig?

”Is it possible to love someone too much?”, spørger Ryan Adams retorisk på nummeret ”Starlite Diner”, og den notorisk ulykkelige sanger og sangskriver svarer da også selv med det for ham indlysende ”You bet!”. Den mand bliver aldrig helt lykkelig, sådan er det bare, men han sparer heldigvis oftest sine lyttere for klynkende råb om opmærksomhed og ikke mindst medlidenhed, som man kender det fra genrens knapt så veludrustede udøvere. Ryan Adams klarer det selv, som den mand han er. Eller rettere sagt, han forsøger på at klare det selv, for hvis sandheden skal frem, så fungerer Ryan Adams’ form for selvterapi ikke. Og tak for det, for det giver bare alle os andre muligheden for at svælge i de smukke sange, amerikanerens ulykkelige sjæl spytter ud med ekspresfart. Tag nu fx albummets anden skæring ”Strawberry Wine”, der med sine knap otte minutter er albummets længste sang. En Bob Dylan lignende midtempo vals hvor omkvæd og vers følger hinanden i et væk uden nogen former for mellemspil. Med Ryan Adams’ vokal helt i front arbejder han sig igennem sangen ledsaget af akustisk guitar og ukulele. Sangen er bygget op omkring tre skæbnefortællinger, der bl.a. begynder med følgende: ”This fella downtown, he jumped off a bridge” og ”Marty was a kid when he learned to steel boats”. Og man har vist ikke røbet for meget ved at sige, at ingen af de tre historier ender godt – eller starter godt for den sags skyld.

Albummet domineres af Ryan Adams vokal, akustiske guitar og piano, og til lejligheden har han lagt det ellers udmærkede backingband The Cardinals på hylden, og frem fra gemmerne er fundet produceren Ethan Johns, der også producerede gennembrudsalbummet Gold (2001) og den stadig fabelagtige solodebut Heartbreaker (2000). Udover ”Strawberry Wine” udmærker ”Carolina Rain” og ”Starlite Diner” sig som ikke mindre end fremragende.

At albummet skulle hæve sig så højt som det gør, er der ellers ikke meget, der tyder på efter kun at have hørt albummets første nummer. Det er et kedeligt og ligegyldigt nummer, der nærmest må ses som en form for fri genfortolkning af det gamle Grateful Dead nummer ”Truckin’”.

Heartbreaker har siden udgivelsen været målestokken for Ryan Adams’ albums, og med 29 er han rent faktisk ikke langt fra at lave et nyt pejlemærke. Han lever til fulde op til forventningerne fra debuten.

Hvad vil der ikke ske den dag Ryan Adams er 100% lykkelig? Ja, han lægger velsagtens guitaren på hylden og smækker pianoet i. Af egoistiske grunde håber undertegnede derfor, at dette aldrig sker.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar