Salli Lunn: Heresy and Rite

Støjrock drukner i ambitioner

Den københavnske gruppe Salli Lunn debuterer efter ni år som band. Og det gør de med et modent støjrockende udtryk, som rummer en lang række stærke stemninger og opbygninger, men som også til tider bliver lidt for langstrakt og lidt for flade-baseret.

Bandet, der startede som en trio, men som med tiden har udvidet til en kvartet, rummer en række musikere, der også gør sig i andre sammenhænge, som eksempelvis The Late Parade og Death By Kite. Som kvartet samles de om en række postrockede opbygninger af stemninger omkring små melodibidder af varierende styrke.

Generelt har Salli Lunn et imponerende greb om at skabe de storladne postrock-melodier. Men ligeså imponeret jeg er på dette område, ligeså ærgerlig er jeg over, at bandet ikke formår at begrænse sig i deres kilometer lange opbygnigner af numrene. Det giver albummets syv numre et overordnet fællestræk, der får dem til at virke alt for ensartede, og når nu numrene hver for sig har så mange stærke elementer, der kunne skille dem ud fra hinanden, så er det unødvendigt at ensrette udtrykket, så det bliver svært at skille snapsene fra hinanden.

Indlederen ”The Frame Of Reference” har et stærkt potentiale med storladen lyd og en rastløs rytmebund. Desværre bliver opbygningen af stemningsflader i nummerets sidste halvdel for ambitiøst og langtrukkent til, at nummerets ellers så umiddelbare klarhed bliver indfriet.

”Parachutes Forever” er mere entydig postrock, hvor der skal graves dybt for at skille de små melodiske linjer, små figurer og storladent opbyggede guitarrytmer fra hinanden, men der er sammenhæng og struktur, omend den er skjult grundigt.

”Fast Cars Clean Bodies” har en mere tilbagelænet støjrock-struktur, hvor nummeret er indledt af en spinkel og fin guitarfigur, som efterhånden understøttes af dystre basfigurer og en fortvivlet vokal. Igen lader Salli Lunn dog ambitionerne løbe af med dem, og det umiddelbart velfungerende udfordres igen af nye forlængede støjflader, og når de syv minutter rundes er fokus forsvundet.

Sådan kunne man fortsætte med at beskrive ”Mirror Girl”, ”The Invention of Steel” og”The First Cause”, mens ”Belongings” er eneste nummer, der begrænser sig til sine egne forcer, som til gengæld for dette ene nummers vedkommende er relativt begrænsede.

Alt sammen efterlader Salli Lunn som et band med kæmpemæssigt potentiale, men der er tilsyneladende arbejdet lidt for længe med udtrykket og de enkelte numre, og det betyder, at trods sangenes klare variationer og gennemtænktheder, så bliver det et mudret og ensartet udtryk, der kendetegner de syv numre. Gennemtænkt bliver til fortænkt, og det er synd, for Salli Lunn rummer meget mere, end det der bliver slutresultatet af Heresy and Rite.

Tags from the story

Skriv et svar