Scarlet Chives: This Is Protection

cover-scarletchives-protection-2013-300x300

Skræmmende smuk toer fra danske Scarlet Chives

Danske Scarlet Chives er et endnu relativt ubeskrevet blad på den hjemlige musikscene, hvilket egentlig er uforståeligt, når Sleep Party People-bagmanden Brian Batz og resten af Scarlet Chives udgav en anmelderrost debut i 2011, som ikke gik ubemærket hen hos vores svenske og norske naboer. Ikke desto mindre er de gået mange danskeres næse (inklusive min egen ellers ganske opsøgende én af slagsen) forbi, og er nu klar med deres andet album This Is Protection. Denne gang har Scarlet Chives fået en del mere omtale i forbindelse med udgivelsen. Omtalen kom som følge af en omdiskuteret video til nummeret ”The Timber Will Fall”. Videoen med både bare bryster og voksne mænd der bliver ammet blev fjernet fra Youtube, og skal nu findes på anden vis på nettet. Hensigten med videoen var ifølge forsanger Maria Holm-Mortensen, at udfordre grænserne for hvad der er tilladt, og at vise de kontraster de også mener findes i deres musik.

Scarlet Chives fortsætter de gode takter fra debuten på This Is Protection. Både stil- og selvsikkert leverer de en skæv og mørk omgang drømmepop, som ikke er for den utålmodige lytter, som alt for hurtigt skuer hunden på hårene. Kvintetten fortæller selv, at de drog til en hytte i Sverige for at skrive nye sange, men endte med at komme hjem med et færdigindspillet album. Men går man i dybden i Scarlet Chives’ univers, føler man sig meget langt fra søde drømme og svensk landlig idyl. Man føler sig draget længere ind i et mørkere og mere skævt popunivers. Efterhånden som man drages ind i det, finder man også ud af, at det er ganske smukt.

Gruppens musik er præget af Maria Holm-Mortensens karismatiske og meget unikke vokal. Hun synger lyst og nærmest magisk, men på samme tid er der også en anelse mystik og noget spøgelsesagtigt over hendes stemme. Sammen med musikken, der især bæres af rytmesektionen, bassen og synthesizer-passager, skaber hun stemninger, der drager lytteren godt og grundigt ind i Scarlet Chives’ univers, der paradoksalt nok på samme tid er poppet, mystisk og fuld af kontraster. Blandt de ti skæve popperler, gemmer der sig det instrumentale og støjende nummer ”Sohn” og ”Eyes Go Dim”, der lukker albummet meget kaotisk og støjende. Begge numre får Scarlet Chives ud i nogle ekstremer, som understreger kontrasterne i deres musik.

Om Scarlet Chives er popmusik kan diskuteres. Men forestil dig at gruppens popmusik kommer en tur gennem de mørke svenske skove og dunkle grotter. Så rammer du en genre, som meget vel kunne være den, som den danske kvintet har ramt. Scarlet Chives byder på musik, der er fin og melodisk, samtidigt med at den også er skæv og støjende. Det er stemningsfuldt i en sådan grad, at det er svært ikke at blive opslugt. Er man først det, er det uhyggeligt rart og afslappende at være i selskab med Scarlet Chives.