School Of Seven Bells: Disconnect From Desire

Tilbageskuende amerikanere vil ikke slippe fortiden

Benjamin Curtis forlod sit band Secret Machines i 2007, for at vie hele sit musikalske liv til School Of Seven Bells. Efter den fine debut Alpinisms fra forrige år, er trioen tilbage med Disconnect From Desire. Ikke meget er sket, selvom opfølgeren har fået en større og mere svulstig lyd end Alpinisms. Curtis og de underskønne tvillingsøstre Claudia og Alejandra Deheza som tilsammen udgør School Of Seven Bells, er fortsat smaskforelskede i 80´ernes shoegaze/dreampop scene. Er man som undertegnede begejstret for den lyd og genre, kan man roligt gå ombord i Disconnect From Desire.

Bandet er opkaldt efter en sydamerikansk skole for lommetyve, og man sidder også lidt med en følelse af tyveri, for det er som at sendes hovedkulds tilbage direkte til shoegazen, som den lød for tre-fire årtier siden, og skal man pege på et band School Of Seven Bells – eller SVIIB som bandet ofte titulerer sig selv – lægger sig klods op ad, er det Lush med et twist af My Bloody Valentine i det drømmende hjørne, dog uden de to bands momentære muskler og eksplosive støjudfald. New Yorkerne har også den væsensforskel, at de benytter et vægtigt synthapparat i deres sange.

Både ”Heart Is Strange” og ”Windstorm” er som snydt af næsen på det, Lush praktiserede i de hedengangne 4AD dage, men SVIIB mangler den krasse og støjende kant, som det band var velsignet med. I stedet oversvømmes sangene af lettere anonyme synths. Netop tilbageholdenheden eller den manglende lyst til at støje eller skurre i ørerne gør, at jeg kan savne lidt mere pågående udbrud eller befriende katarsissøgende crescendoer hos amerikanerne.

På det rigtigt gode ”I L U” går der nærmest Enya i lydmalerierne og selvom hun ikke ligefrem er commes il faut på indieparnasset og det derfor kunne tolkes som en nedvurdering, forholder det sig faktisk omvendt, for det er smukke og iørefaldende toner med drønsikre vokaler trioen disker op med her, mens der gemmer sig spændende MBV guitarstrukturer underneden. Kunne de dog for søren bare skrue lidt op for dem og forlade det skønhedssøgende, ville det løfte sig mange niveauer. Det er brandærgerligt, for det immervæk en fed sang de har brygget sammen.

På ”Babelonia” har de fat i den lange ende, for her entrerer en tyk pågående bas, som driver nummeret frem over rockstepperne, mens tvillingesøstrene synger lige så forførende smukt, som sirenerne i den græske mytologi. Ellers er det samlet set svært, at differentiere de ti numre fra hinanden, for de ligger i samme gentagende leje og præsenterer samme skematiske opbygning næsten uden undtagelse.

”Camarilla” har dog lidt mere vægt på de elektroniske elementer end resten af samlingen. Desværre gives der til gengæld fuldstændig køb på melodien, som er tæt på fraværende i electrogazen og nummeret fremstår retningsløst og tilmed fadt og uinspireret. Også på ”Dial” har de tilsvarende svært ved at grave melodien frem fra de elektroniske lag og det eneste der bærer nummeret nogenlunde hjem, er de lækre vokaler og små tiltag til guitaranslag med en hvis gennemslagskraft.

Det er heldigvis ikke tilfældet på ”Dust Devil”, som også bevæger sig ind i en trippet electro med hints til trancemusikken, mens der spædes op med små drilske guitarmodulationer og en vuggende men taktfast og markant basgang. ”Bye Bye Bye” må være amerikanernes pendant til MBV´s støjdance-klassiker ”Soon”. I hvert fald lyder den som en oversøisk tvilling til Loveless´ stærke afrunding. Den mangler dog idolernes dystre og dirrende spændstighed og ulmende eksplosivitet, tillige med det forførende dansable lydbillede. Disconnect From Desire lukker med ”The Wait”, der indeholder bas- og guitarstrofer som taget ud af en Angelo Badalamenti komposition, i selskab med en Julie Cruise lignende vokal og sangen ville bidrage fint til en David Lynch film.

Retrobriterne bekender sig til shoegaze med drømmende sensuelle vokaler og synthrytmer, som gejstlige til religionen, nemlig henført og altopslugende. Det er både godt og skidt. Godt fordi de langt hen ad vejen gør det overbevisende, men skidt fordi de læner sig så ublu op af genrens koryfæer.

Alt i alt er Disconnect From Desire alligevel en tilfredsstillende oplevelse, som bestemt har mange kvaliteter, men som også lider under gælden til de vel rigeligt plankede inspirationskilder. Nuvel, for unge lyttere som ikke har 80´erne present er SVIIB såmænd et fint sted at starte, selvom man vil få mere musikalsk valuta for indsatsen, ved at vende snuden tilbage til det hedengangne årti.

Skriv et svar