Screaming Lights: Like Angels

cover-screaminglights-likeangels-2009-300x300

Debut som hverken rammer helt eller halvt

Liverpool har fostret mange store rockbands gennem tiderne, men Screaming Lights bliver med garanti ikke et af dem, som træder ind i byens kanon over bands, der leverer en eller flere plader man vil tale om.

Like Angels hedder deres debut og den lider af en af de klassiske børnesygdomme for et førstegangsudspil, nemlig en lettere forvirring omkring eget udtryk og et lidt for tydeligt præg af inspirationskildernes lyd. Screaming Lights nævner selv Teardrop Explodes og Echo & the Bunnymen, men de bands befinder sig i en helt anden klasse, end debutanterne kan hamle op med. På flere numre er der bestemt gode takter og intentioner, men det bliver i bedste fald lige ved og næsten, men desværre oftere med en lettere skuldertrækken overfor tonerne.

Like Angels åbner såmænd lovende med den friske og potente ”Volts”, i en stram og cool New Yorker elegance, kombineret med en indestængt vrede som ligger og lurer på ildevarslende vis. En blanding af krads Interpol og danske Green Concorde. Mens man gør sig ideer om, hvad vej vinden monstro blæser for resten af udspillet, gør ”21st Century” hurtigt op med dette, for her kappes trommemaskinebeats med harmonium og en sørgmodig mol – lullaby bryder ud af højtaleren. Slet ikke ueffent, men heller ikke rigtigt oppe at ringe og den transcenderende og frydskabende effekt udebliver, som nummeret vinder frem.

”Hello Tomorrow” er Cure light i selskab med senperiode Ride og her suppleres den umiddelbart gode melodi iført happy face maske, af en underliggende fuckfinger. Heller ikke her er det dog fyldestgørende og man tæller på fingre, hvor mange bands som har gjort det samme, bare i mange tilfælde markant bedre.

”Rainmaker” følger, og igen er det ikke hverken ideforladt eller specielt ringe, men sgu heller ikke det modsatte og man sidder med et nummer, som gør Editors og White Lies selskab, med sin dark-disco og weltschmertz lyrik, helt uden at Screaming Lights formår, at give de to ovennævnte bands bare skyggen af konkurrence.

Herfra sker et besynderligt skift, for hvor mange inspirationer man end kan få øje på, på Like Angels fire første numre, så er der da et eller andet dybt nede, med muligt potentiale. Men resten af pladen går i inderlig ligegyldig og midtvejssøgende mode, ambitionerne eller talenterne sættes på standby og man tilbydes pludselig syv numre i streg, der lyder som Snow Patrol på en uinspirerende dag i øvelokalet. Mærkeligt!

Hverken de inspirationsstrittende første numre eller den kedelige og klæge hoveddel, er værd at bruge særlig meget krudt eller energi på, så med undtagelse af åbneren ”Volts” er det et fadt udslip, Screaming Lights har kastet ud i rockæteren med Like Angels

Tags from the story

Skriv et svar