Sea Of Bees: Songs For The Raven

Stærkt udtryk når alt lykkes

Julie Ann Baenziger er kvinden bag kunstnernavnet Sea Of Bees. Det er små fine poppede sange, der fremføres i en klassisk akustisk besætning, og Baenziger selv har en udmærket vokal, der har visse sammenligningspunkter til Leigh Nash (Sixpence None The Richer), og rummer således en pæn portion sødme, melankoli og drømme, men som også til tider kan blive lidt vel skinger og skrøbelig.

Derfor er det, når tempoet er nede og arrangementerne giver plads og luft, at Sea Of Bees er mest vellykket. ”Skinnybone” med sine buldrende trommer og fine melodi er tæt på topklasse. ”Won’t Be Long” har lange klangflader og en særegen melodi, der trods lidt for klare referencer til Sigur Ros er blandt højdepunkterne på albummet, hvor også ”The Gold” skal nævnes om et optimistisk og skævt nummer, der er positivt og åbent i lyd- og melodibillede, mens excentriciteten består på den sjove og fede måde.

Endelig er ”Blind”, som befinder sig i det tænksomme hjørne med klaver og cello, og som minder som en kloning af Sigur Ros og Sixpence None The Richer (!), blandt de bedre numre, hvor Julie Ann Beanziger leverer lidt mere af sig selv i sin vokal.

De bedste steder er Sea Of Bees rigtig godt, men det samlede billede af albummet er, at der er lidt for mange numre, der bliver for ordinære og kedelige. Og det er synd, når nu de bedste af slagsen har en flot og imponerende substans og et kunstnerisk niveau, der klæder genren, og som den poppede og lettilgængelige musik har brug for.

Tags from the story

Skriv et svar