Seán Needham: Time is a Friend

cover-seanneedham-timeisafriend-2009-300x300

En ung udgave af Van Morrison i Danmark

Det er svært at blive sur på Seán Needham. Der er simpelt hen for meget feel good på hans seneste album Time is a Friend, som netop er udkommet. Den unge Seán er vokset op i England hos irske forældre, men flyttede tilbage til fædrelandet i en ung alder og voksede op i en turbulent tid med fattigdom og usikkerhed. Et liv, han forlod, da han besluttede sig at vie sin tid og energi til den musik, han elskede at skrive og performe. På sin første store turné mødte han en ung dansk pige, og i dag bor han i Danmark med sin hustru – og mange af sangene på det nye album synes skrevet til dette yppige pigebarn og om de drømme om kærlighed, en rig børneflok og en tryg fremtid, som de tydeligvis tror og håber på. De tretten skæringer formelig oser af positivt livslyst, og er som sådan friske pust af den umiddelbare slags, i en verden af ondskab, dødsmetal og høje skatteprocenter.

Albummet blev optaget i et studie på Møn over fire dage og nætter, sammen med en flok lejesvende, der var hentet ind til opgaven – at sætte lyd og liv til Needhams livlige og sprudlende beatfolk.

Der er egentlig ikke tale om endnu en ambitiøs singer-songwriter, som der efterhånden er 13 af på dusinet, men mere om en uselvisk og ærlig besynger af livet, i en frisk melodi af irsk oprindelse, tilsat storbylevet eksistens og en egen rummelig og smittende optimisme. Den gode Seán kan dog ikke fraskrive sig en hvis indflydelse og inspiration fra sin landsmand, den lige så ukuelige Van Morrison. En sammenligning, Seán sikkert vil være stolt af. Numrene er således drævende sange, henkastet spillet af halv- og helakustiske instrumenter, der vil gøre det godt på enhver irsk pub. Styrken på Time is a Friend er dog den oprigtige tro på og begejstring for den musikalske mission, man finder i den ægte blues, når den bliver spillet til solopgangen på Møn i en halvkoger med ægte ligesindede.

Tags from the story

Skriv et svar