Sebastian Waldejer: The Rise Of The Urban Child

Blandede fornøjelser med højt bundniveau

Det er umuligt at tænke på skiftevis Jeff Buckley og Thomas Dybdahl, når man er i selskab med Sebastian Waldejer, der synes stærkt inspireret af Buckley, og som i øvrigt er en del af Dybdahls band. Det kan alt sammen høres, og sammenligninger med to herrer af den kaliber skaber en stor mundfuld af leve op til.

Det lykkes da heller ikke for Waldejer at overgå de to store personligheder, men af og til på dette album er det som om, at alle de gode tendenser, der hele tiden anes, går op i en højere helhed. Stavanger-knægten, der endnu har til gode at slå sit navn alvorligt på plads i Danmark, har da også allerede ladet sig prise i hjemlandet med flere anerkendelser. Debutalbummet har således ladet vente på sig i en rum tid, hvor kunstneren i stedet har udsendt singler og EP’er.

Det hænder undervejs, at Sebastian Waldejer fremstår en tand mere ambitiøs, end hans kompositioner og arrangementer kan bære, mens det andre gange lykkes ham at skabe store øjeblikke. Det sker for eksempel på den formidable og elektriske ”France”, ligesom det er høj klasse på de mere afdæmpede singer/songwriter-skæringer ”On a Wednesday”, den yderst smukke ”Somewhere In The Middle” og den stemningsfulde og fornemme ”Ode to Farewell”.

Kun sjældent når Waldejer samme niveau, når der sættes strøm og større arrangementer på numrene, og det synes unødvendigt at gøre ”Luka” helt så folkemusik-præget, som det er tilfældet, og ”This, My Love” har et underligt uimponerende 80’er-snit over sig.

Således er det en smule forvirrende – men nogle gange også ganske gribende og overbevisende – at lægge øre til Sebastian Waldejers debutalbum, hvor eksperimenterne bliver for usammenhængende, men hvor de passager, hvor det hele er skåret ind til det mest naturlige og skrøbeligt følsomme, er glimrende!

Tags from the story

Skriv et svar