Shaking Sensations: East Of Youth

Stor og konservativ debut fra danske postrockere

Sjældent har et cover stået i så dårligt partnerskab med den musik der spilles, som på Shaking Sensations´ East Of Youth. Havde jeg ikke fået dem anbefalet af en god ven, efter deres support for amerikanske Russian Circles, hvor de efter sigende skulle have spillet en fremragende koncert på Lades Kælder inden stedet drejede nøglen om, ja så havde jeg gættet på en surf´n´roll udgivelse i bedste garagestil.

At coveret er elendigt er en ting, men hvordan man kan skyde det efter en postrockdebut af ældste skole er mig en gåde. Nu gælder det selvfølgelig først og fremmest musikken, men indpakningen er sgu en essentiel del af produktet, på samme måde som præsentationen af en madret er halvdelen af oplevelsen.

Heldigvis vækker indholdet meget mere begejstring, for selvom der er tale om seks kompositioner der lister rundt i den mest gennemtæskede form for postrock, er det sandt for dyden gjort i ånden af de gyldne klassiske postrockdyder. Der er smukke lyriske passager med fine stemningsfornemmelser, flotte opbygninger som er så evidente for genren, de helt rigtige arpeggio-anslag, eksplosive majestætisk forløsende crescendoer, lange henholdende introes og fadende outtroes og quiet/loud/quiet formlen grundigt fæstnet til rygraden.

Det er som om Shaking Sensations er så smaskforelsket i Mogwai – GYBE – Explosions – Destroy – Mono, at de har svært ved at frigøre sig fra inspirationsspændetrøjen, men hvad gør det når det er gjort med så stor indlevelse, pondus, saft og kraft, mesterlig sans for opbygning og hjertet på det helt rette sted. Tyveri vil nogen råbe og det med rette, men er man glad for genren og ikke forventer en redefinering eller visionær dekonstruktion af skolen, kan man roligt gå ombord i danskernes smukke instrurock.

Bandet kunne nu heller ikke have mødt en mere positiv anmelder, for jeg køber fortsat med begejstring ovenstående bands’ udgivelser og kan slet ikke acceptere, at mange kalder genren død og begravet, ej heller at den skal redefinere sig selv. ”Glass Wings”, ”All That Ever Lives Will Live Forever”, ”The Obsidian Sea” og ”Homage To Boyhood” burde bankes ind i den påståede gravsten med hammer og mejsel til skue, for de som benævner genren i datid.

Ikke at forventningen var, at en dansk debut skulle kunne vælte de klassiske postrockgiganter af pinden, men resultatet af de 50 min. i selskab med East Of Youth, står på alle måder mål med mit håb om en god og solid medspiller til favoritterne fra Skotland, Amerika og Japan. Albummet står med glans og kan bryste sig af en dansk kvintet, der giver fanden i meningstilkendegivere og bare spiller den store cinematiske klassiske postrock, som den fødtes for halvanden årti tilbage.

Tillykke med udspillet og velkommen i klubben.

Tags from the story

Skriv et svar