Shiny Darkly: Shiny Darkly

Der er koldt i København

Københavnske Shiny Darkly er på alles læber i øjeblikket og deres selvbetitlede debut-ep er da også en både selvsikker og stilsikker udgivelse. Trioen tager i den grad afsæt i 80´ernes mørke, narkotiske univers og særligt ét band må stå højt på drengenes idolliste, – Joy Division. Shiny Darkly må være næsegrus begejstrede for det ikonografiske mesterband – ligesom jeg selv i øvrigt – men der er heldigvis andre inspirationskilder i sigte også.

”You Feel Like You Should” læner sig for eksempel voldsomt op ad Black Rebel Motorcycle Club, mens også Jesus and The Mary Chain, har et og andet at gøre på den skæring. Flot, stilbevidst og tilpas mørkt, og man føler sgu københavnerne mener det hér. Der er ikke forstillelse at spore og det er vanvittig vigtigt, at man som lytter fornemmer autencitet og mærkbar spleen, når et debutband bevæger sig ud på så dybt vand. Vokalist Kristoffer Bech emmer af ægte depressionstilstand og generel weltschmerz og har en længselsfuldhed over sin karismatiske stemme, der ikke er mange 22-årige forundt.

Åbneren ”Into The Shade” er ren Joy Division, selvom produktionen faktisk er grimmere og mere grumset end det, Manchesterkvartetten leverede for mere end tre årtier siden. Det er modigt og selvsikkert af det vedholdende band. Den kuldskære ”He´s Suicidal” er måske skivens bedste nummer og indeholder et mørkt og grumt basguitarriff – spillet med gennemslagskraft af Oliver Matthew Volz – der lægger en skurrende bund under Mads Lassens staccato-trommer, mens Bech spreder ringende guitarfigurer omkring den desillusionerede lyrik og tone.

På ”Diana” står der tidlig Sisters Of Mercy med en knivspids Red Lorry Yellow Lorry på menuen. Begge er bands jeg sætter højt, så man skal dæleme være sikker i sit udtryk, hvis den skal køres hjem hos undertegnede. Også den farefulde fælde undgår Shiny darkly med bravur, for selvom det vitterligt er tunge drenge bandet sætter sig til bords med, mærker man der er noget vigtigt og ægte på spil for bandet. En nødvendighed der gør, at de ikke lugter af slatten wannabe-kopi med for store og hule armbevægelser. Igen indgyder Bechs mørkt messende og insisterende vokal præcis den respekt og velvillighed der skal til for, at man køber præmissen. Han er et kæmpe aktiv for bandets troværdighed.

”Draculala” er skivens mest udadvendte nummer. Det adskiller sig væsentligt ud fra resten af Ep´en med garagerock-punch, høj melodifornemmelse, tæskende trommer, kolde bastante bas-strofer og skærende guitar. Tempoet er her sat en tand op, men nogen lykkelig solstrålefortælling er der sgu ikke tale om, for det er stadig mørkt som graven. ”Bury Us” er som titlen antyder ikke nogen udpræget lykkepille, men en repetetiv pulserende og særdeles skummel sag, der løftes af fint bas- og guitararbejde.

Shiny Darkly har udsendt en helt igennem passioneret debut udi de mørke 80eres postpunk sound. Intet lys slippes ind undervejs og bandet arbejder stædigt og vedholdende med deres industrielle og frysende lyd. Københavnske Decorate Decorate har tidligere udsendt to skiver med udprægede Joy Division paralleller, men Shiny Darkly er bedre, når de lægger den stramme JD- inspiration lidt på hylden og viser tænder som en dedikeret variant af et garagerockband. Her er danskerne på rette vej med egen identitet og personligt touch.

Tags from the story
,