Signal Hill: Chase the Ghost

cover-SignalHill-ChasetheGhost-2013-300x300

Instrumental postrock

Bandet Signal Hill har taget navn efter den by i Californien, hvor kvartetten tilfældigvis får indspillet deres musik, men allerede kort tid efter, de havde dannet bandet, flyttede to af medlemmerne fra L.A. til New York. Ikke desto mindre insisterede de på at fortsætte samarbejdet, og i dag er musikken bindeledet til de fire fyre, som, trods afstandene, skaber en postrock, der momentvist ligger i forlængelse af klassiske navne som skotske Mogwai og japanske Mono.

De ni skæringer skaber øjeblikke af underfundighed med en dragende nysgerrighed, der indeholder både jazzede strøg og insisterende beats og smukke melodier. Musikken maler brede penselstrøg af melankoli, samtidig med at en foruroligende knitren konstant lurer i baggrunden og truer med at rive tæppet væk under lytteren. Det kommer særligt til udtryk på ”Corners”, hvor nummeret langsomt stiger i repetitive loops og forløses gennem lag af bagvedliggende sonisk wall of noise.

Ofte er numrene lige ved at vælte ud over kanten og kaste sig i dybet af en uhæmmet og ukontrollabel flod af støj, men det sker aldrig. Man vakler på kanten og fornemmer dybets susen, men hver gang bliver man reddet i sikkerhed af de nærværende og flot komponerede melodier, der lægger sig lag på lag i sindets afkroge og efterlader en klang af melankoli og dybde, der bliver siddende i kroppen i lang tid efter den sidste tone er klinget ud.

Der er noget varmt og intimt i numrenes filigran, men der er også længsel og mol i klangene, og man er hele tiden splittet mellem de modsatrettede følelser i kompositionerne. Og det er her, Signal Hill bliver rigtig interessante, for de forfalder ikke til letkøbte refræns med nedstemte klange. Der er tværtimod en masse kræfter på spil, som ikke altid er på samme retning, men som i fællesskab udgør en sammenhængende og kompleks bevægelse et sted hen.

Tags from the story