Snorri Helgason: I’m Gonna Put My Name On Your Door

Islandsk stemningsskaber med svingende niveau

Den islandske musiker Snorri Helgason er ikke helt ukendt på atlant-øen, selvom han debuterer som solist med dette album. Som hovedfigur i indiebandet Sprenjuhöllin har Helgason tidligere fået stor anerkendelse, men nu er indiegenren skiftet ud med den akustiske guitar og det mere folk-prægede univers.

Og det gør Helgason i perioder fremragende. I andre perioder løber tempoet løbsk og udtrykket formår ikke helt at følge med. Det sker på overambitiøse numre som ”Queen Street”, ”Silence Of The Night” og ”Gone”. Til gengæld fungerer et opskruet tempo ganske imponerende på ”Freeze-Out”, der er blandt albummets bedste. Her er Helgason i en folk/country-stil, der med fint humør charmerer sig direkte ind hos lytteren med sin sparsommelige produktion, akustiske guitar, uh-uh-kor og en velfungerende el-guitarsolo.

Også i de mere skrøbelige sammenhænge er Helgason overbevisende. Det gælder for eksempel ”Don’t Let Her” og den Devendra Banhart-agtige ”She’s A Meadow”, ligesom den viseprægede ”Misery” er smuk, fin og flot.

Snorri Helgason veksler en tand for meget mellem forskellige udtryk til, at albummet helt fungerer som en helhed. På de fleste af de størst producerede numre roder helhedsindtrykket blandt de fortættede stemninger og intense beretninger, der viser Snorri Helgason fra sin bedste side. Så solodebuten har masser af gode numre, men ikke alt holder samme niveau.

Tags from the story

Skriv et svar