Social Distortion: Hard Times and Nursery Rhymes

Game Over.

Så gik den ikke længere. Social Distortion har alle dage været et af de slags bands, der har en letgenkendelig stil som går igen album efter album, og hvor man så snart Mike Ness træder frem til mikrofonen ikke er i tvivl om hvilket band det er man lytter til. Sådan er det også med Hard Times and Nursery Rhymes, men hvor det tidligere har fungeret fint, så rammer bandet ikke melodien denne gang og lytteoplevelsen bliver en noget blodfattig affære. Melodierne halter og musikken minder flere steder om dårlige kopier af Rolling Stones og Aerosmith. Man kunne ellers have håbet på lidt mere efter syv års albumpause.

Syv år er gået, men Mike Ness står stadig solidt plantet i fortiden. At musikken peger bagud er for så vidt ikke noget problem i forbindelse med at lave et godt album, men når sangene mangler den nerve som de havde tidligere, så bliver det et problem at spille den blanding mellem punk, rock og blues som Social Distortion alle dage har været eksponent for. De virker som en anakronisme på sig selv og der kommer ingen energi ud gennem højtalerne, og man forfalder let til den tanke, at albummet kun er lavet fordi bandet ikke vidste hvad de ellers skulle give sig til. Og så kan de jo også tage på tour. En tour der i øvrigt bringer dem forbi Store Vega, og hvor undertegnede formentligt vil være at finde syngende med på sangene i den forreste del af salen. Men der bliver krydset fingre for, at Mike Ness godt ved, at det nye album ikke helt holder og de derfor primært spiller ældre numre.

Nuvel, die hard fans vil muligvis glæde sig over at Social Distortion lyder som de har gjort siden 1990. For undertegnede er der tale om en kedelig omgang rockmusik, uden megen berettigelse i 2011.

Tags from the story
,
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar