Solander: Passing Mt. Salu

Svensk indiefolk med skuffende toer

Det var en lille åbenbaring, da den svenske trio Solander sidste år debuterede med Since We Are Pigeons, der bød på et kæmpemæssigt potentiale, flotte sange, lækre arrangementer og en hyggelig og kompetent stemning midt mellem indierocken og den traditionelle amerikansk inspirerede folk.

Den legesyge og kreative tilgang til genrerne kan stadig spores hos Solander, men det er som om, melodierne ikke bider fra sig på samme måde på opfølgeren. Det eventyrlige og positivt søgende udtryk er mere retlinet og usikkert, og det er kun få steder, at Solander for alvor rammer den samme nerve som på forløberen.

Og selvom Solanders styrke ligger i det afdæmpede og legesyge, så er det faktisk et af de mest alvorlige og tempofulde numre, der står stærkest. ”The Garden” har et lækkert drive, og Anja Linna’s cello fungerer perfekt ovenpå den lavmælte men brusende trommebund og bag Fredrik Karlssons her lidt mere udtryksfulde vokal.

Blandt de mere traditionelle Solander-numre er ”Follow” det stærkeste bud. Karlssons fine vokal, den fingerspillede guitar, de skrøbelige trommer og den dybdefulde og smukke cello giver nummeret en flot karakter på den nydelige melodi, og det er den balance, der savnes på store dele af albummet.

Solander har et stort potentiale, men bandets toer er en skuffelse, hvor de fleste eksperimenter ikke rigtig rykker noget. Det bliver lidt langstrakt og ligegyldigt, og den stærke melodiske evne fra debuten synes næsten fraværende.

Tags from the story