Southern Gothic Tales: Modern Man

Edgar Allen Poe på krydstogt med Bukowski

Anders Riis er den initierende kraft bag kvartetten Southern Gothic Tales (SGT), der følger op på debuten, Every Seaport Town fra 2008, med en håndfuld nattesange, der skælver og skutter sig i storbyens falmende mørke. De ti skæringer på Modern Man emmer af atmosfære og stemning med moderne storbycountry, tilsat mere end en knivspids Weltschmerz og melankoli. Det er traditionel musikalsk storytelling, med traditionelle anslag inden for amerikansk moderne folk i en neddæmpet og stilfuld fremførelse.

”Fuck me up with Words and Wine” indleder den fortættede odysse, og det er et på alle måder mægtigt nummer, at lægge ud med. Dets dystre og teatralske stemning slår tonen flot an, og især Riis’ vokal lægger sig stærkt og skrøbeligt i fortællingens skumringslys, mens Brian Mørks guitar følger nænsomt med ind i bevidsthedens skyggelandskaber. Det er monumentalt flot og elegant, med den rette patina af smerte og afgrund i sig. Derfor er det dobbelt ærgerligt, at omkvædet i høj grad er et rip-off på Nick Caves klassiker ”Mercy Seat” fra Tender Prey fra 1988. Ligheden i tonaliteten i omkvædet er mere end slående, og var SGT et mere etableret og kendt ensemble, ville de formentlig blive sagsøgt af den australske hævner. Men det gør de jo nok ikke. Og ligheden med Caves klassiker ændrer ikke ved, at SGT’s eget nummer er helt igennem eminent, for at sige det lige ud!

På de efterfølgende ni skæringer bliver lytteren båret rundt på skæbnetunge, men også florlette kompositioner, hvor der bliver dvælet ved detaljerne og stemningerne. Og det er her, SGT træder rigtigt i karakter. Riis & Co har modet og ikke mindst talenterne til at føre idéerne og kompositionerne ud i livet, og de kan bære at blive præsenteret i al deres nøgne skønhed. Man skal virkelig være opmærksom på detaljerne, og er man det, får man til gengæld masser af billeder på nethinden.

”Dark Days” har en smertelig ømhed, der favner og griber, og Riis’ vokal folder sig ud i falset og ned i afgrunden til alle de andre fordømte sjæle. ”Where Everybody Drown” er med sit fodslæbende tempo en Kinks-sang på halv hastighed, og på ”Human Canonball” er man næsten så langt nede i gear, at det hele går i stå. Celloerne ligger fløjlsbløde i baggrunden, og ligheden med et band som odenseanske Awe er også iøjnefaldende. Det er store følelser, sat på et lille lydbillede. Små armbevægelser, der fylder enormt i landskabet.

På den måde ligger bandet også i forlængelse af Robyn Proper-Sheppards Sophia, hvor tempoet er trukket helt ud af numrene, men der sker ufatteligt meget under overfladen. Og satte man strøm til ”Blackened Heart”, ville nummeret være som taget ud af God Machines univers. Og det er absolut ment positivt! De færreste har evnen til at trække effekterne ud af maskineriet, og stadig være i stand til at gå i krig med deres sange. Det kan Riis og hans lejesvende.

Albummets sidste skæring ”The Way of the World” tager også springet fra én af de store ved sin affinitet med His Bobness. Der går lidt for meget inspiration i den for min smag, men der er så meget overbevisende håndelag og kreativ udfoldelse inden for nogle rammer, der ikke altid er nemme at fylde ud. Det er godt, at Riis har fået nogle legekammerater ind i folden, og resultatet er ganske imponerende.

De ti sange står tilbage i natten, pulserende af liv og undergang og smækfyldt med fortællinger. Det er ikke specielt ’Southern’, det er heller ikke gotiske fortællinger i traditionel forstand, men det er mørke elegier fra ’south of heaven’, og på den måde passer det meget godt.

Tags from the story

3 kommentarer

  • Altså. Jeg syndes nu, at anmeldelsen er meget godt skrevet og beskriver stemningen meget fint. Bare at der er lidt for mange henvisninger til andre bands for min smag. Og så tror jeg, du mener ”Ave” og ikke ”Awe” og den sammenligning er uhørt og nærmest en frækhed!

    Ses lørdag på Huset.

  • En anmeldelse, der bestemt giver lyst til at investere i dette album. Den første udgivelse havde jeg fornøjelsen af at anmelde, og det var bestemt en fornøjelse – det var et meget overbevisende album. Et absolut alt for overset dansk band.

Skriv et svar