Spock’s Beard: X

Jeg lover mig selv at det er sidste gang, jeg lytter til en cd i bilen og dømmer ud fra hvad jeg hører bag rattet. Og det er i det hele taget et godt råd når der er ny musik fra bands som Spock’s Beard. Ligesom de fleste andre nye prog rock bands (hvoraf mange i virkeligheden langt fra er nye), sætter Spock’s Beard selvfølgelig en ære i at udfordre hjemmeanlæggets dynamik – og det over hele frekvensbåndet. Så gennemlytningerne i bilen står slet ikke mål med hvad der sker da skæring 1, “Edge of Inbetween”, brager ud gennem højttalerne derhjemme. Her aner man lidt svensk metalinspiration, og det giver en god dybde.

Der er mange gode indspark på pladen. Desværre er de fleste hørt før, hvad enten det er fra bands som Dream Theatre, Genesis, The Tea Party, Porcupine Tree – eller Foreigner eller Toto, for den sags skyld. Og det er jo ikke ubetinget kedelige prædikater. Og så alligevel…

Lavpunktet er skæring 5, “Quiet House”, der bare er for kedelig. Uinspireret sangskrivning, kedelige og alt for lineære rytmespor blandet med lidt blues-klicheer. Andre steder på albummet dukker det uinspirerede op og forsvinder igen. Man får aldrig lov til helt at glemme det, og det skinner desværre så meget igennem, at man af og til er hoppet over hvor gærdet er lavest, når ellers lovende temaer – der kunne være skrevet hver for sig, uafhængigt af hinanden – skal forbindes og efterrationaliseres ind i samme skæring.

Indimellem er der dog fantastiske lyspunkter. Instrumentalen “Kamikaze” overrasker med tematisk skiftende faser, fluktuerende rytmespor og fantastisk afstemte grooves, hvor hele bandet træder i karakter sammen. Den afsluttende suite “Jaws of Heaven” er helt fantastisk. En lang, sfærisk intro afløses af nogle halvjazzede og meget stramme passager med elektroniske intermezzoer, der igen leder over i fantastiske crescendoer, som antyder klimakser uden at nå dem. Før til allersidst i det lange nummer, hvor man forfalder til at tilgive Spock’s Beard de kedelige indslag undervejs.

Desværre er den dynamiske lyd igen, som ofte før, et dække for Spock’s Beards tendens til at lyde lidt som et soundtrack til en ungdomsfilm fra 80’erne. Og det glemmer man ikke på noget tidspunkt – indtil man når til “Jaws of Heaven” og tilgiver forspillet.

Tags from the story
, ,

Skriv et svar