Stærosaurus: EP

cover-staerosaurus-ep-2009-300x300

God, men knap så original ep fra københavner

Stærosaurus er Andreas B. Stærs enmandsprojekt. På den selvudgivne EP får han hjælp af bl.a. sin søster på kor, men spiller og skriver ellers alt selv. Andreas nævner selv inspirationer som Bon Iver, Elbow og CV. Jørgensen for Stærosaurus. Det er nu ikke de referencer denne anmelders tanker falder på, mens cd’en spiller. Vokalen er fin og med god dybde, men nogen Guy Garvey eller CV Jørgensen er der ikke tale om. Mindre kan selvfølgelig også gøre det og Stær klarer vokalarbejdet særdeles fint på det afdæmpede og skrøbelige do it yourself materiale ep’en indeholder.

Singer/Songwriter indie synes som den bedste beskrivelse og indenfor den genre er det særdeles vigtigt med holdbare melodier på grund af det asketiske og spartansk nøgne lydbillede. I hvertfald skal det fænge eller byde på god lyrik, hvis det skal have en berettigelse.

Ep’en åbner med ”Ingen steder hen”, som fra første øjeblik minder om Mikael Simpson. Der er lidt distortion på vokalen og som nummeret skrider frem, titter amerikanske Khonnor frem i tankerne, når det knaser og støjer en smule i produktionen. På ”Splittet og i slow-mo” bliver det mere bredspektret og poppet i udtrykket. Der er arbejdet med kor og melodika og mens nummeret udmunder i gulvstamp, håndklap, jovial stemning og råbekor, går der nærmest Arcade Fire i den.

”Jeg har aldrig (haft det sådan før)”, kunne være en Simpson titel, men er et glad i låget nummer med et herligt basbeat, som skaber en god fremdrift i nummeret. Undervejs benyttes et mandolin eller ukulele lignende instrument. ”Skitser til et mesterværk” er ep’ens overflødige nummer. Efter et klaverintro overtager keyboardflader og akustisk guitar og der er vægtet stemning fremfor melodi, hvilket ikke nødvendigvis er dårligt, men kræver, at det er væsentligt mere spændende end tilfældet er her. En parentes som i bedste fald lyder som et outtake fra et mindre interessant indieband. Det mest opsigtsvækkende er vel egentlig titlens grinagtige megalomani.

”Ryd ud/op” vækker mindelser om amerikanske Pedro The Lion eller Sparklehorse, med sin blanding af lo-fi produktion, egensindige skæve univers og smittende energi. Den når dog ikke ovennævnte bands til sokkeholderne, men intentionerne er der bestemt.

”Hænder” afslutter ep´en og er vel nok det bedste nummer Stærosaurus har at byde på. Her økonomiserer Stær helt rigtigt. Der er masser af plads til vokalen, som får lov at stå næsten alene indimellem, kun akkompagneret af akustisk guitar, men som komplementeres fint af den lidt mere muskuløse lyd og den bund de ekstra indkaldte trommer, spillet af Mikkel Szlavik, udgør. ”Hænder” lyder som en mand, der utvivlsomt har et varmt forhold til Red House Painters/Mark Kozelek.

Stær synger gennem denne udgivelse udmærket, men er lidt offbeat i ny og næ og det gør faktisk ep’en mere original og skæv at lytte til, end hvis alt sad i skabet, som så mange andre metervarer på butikkernes musikhylder.

Stærosaurus siger selv: ”Dette er mit forsøg på at sprænge (mine egne) rammer og prøve mine evner af som sangskriver og producer af i nogle nye retninger som ligger langt fra den konventionelle rocklyd og struktur.” Store ord og tanker, som desværre ikke lykkedes. Dertil er denne ep, paradoksalt nok, alt for konventionel i lyd og struktur og på ingen måde så original som Stær selv måtte ønske. Når det er sagt, er der bestemt potentiale til mere hos Stærosaurus.

Tags from the story

Skriv et svar