Starsailor: All The Plans

starsailor-alltheplans
Påtaget inderlighed

Starsailor brød igennem omkring årtusindskiftet med en ordentlig omgang følelsesmættet rockmusik, der red på samme bølge som Coldplay, omend den akustiske guitar var mere fremherskende hos Starsailor. Således har forsanger James Walsh og resten af bandet været påklistret med mærkatet ”klynkerock”, som på sin vis er rammende nok.

Dog har klynkerock efter min klare overbevisning en absolut berettigelse på musikscenen, så længe afsenderen har følelser, fornemmelser og grundlag for at udfylde genren. Det havde Starsailor til fulde på debuten Love Is Here, mens det har været lidt mere svingende på de to efterfølgende albums. På bandets fjerde udgivelse er det lidt for ofte som om, at den inderlighed, som kendetegner James Walsh’ vokal, er en tand for påtaget, og så bliver klynkeriet vanskeligt at udholde i længden.

Starsailor synes overraskende nok stærkest på de mere simple og lette numre som ”Stars and Stripes” og det helt store højdepunkt ”The Thames”, der er en melodisk klasse-komposition med sit fremadrettede drive. På resten af albummet holder Starsailor et højt bundniveau, men det er desværre sjældent, at de stikker snuden ret meget højere op, end netop bundniveauet.

Produktion er blød som en Larsen-dyne, og det tager kant og bid af nogle af sangene. Men det sikrer også, at det aldrig går helt galt. På den måde ender All The Plans med at tage plads på den lettere ligegyldige midtervej, hvor det hverken gør indtryk på den gode eller knap så gode måde.

Snyd ikke dig selv for de to førnævnte numre, der viser klassen – resten er på kanten til ligegyldighed.

Tags from the story

1 kommentar

  • Egentligt en skam, at Starsailor ikke har kunnet holde niveauet, for Love Is Here var virkelig god!

Skriv et svar