Stella Blackrose: Kiss the Dirt

En rose, der ikke rigtigt stikker

Der er ikke så meget snavs og hårdhed på Kiss the Dirt, som det kunne forventes med en sådan albumtitel, og den sorte rose har ligeledes ikke mange torne, men det er måske også nærmere de blødere blomsterblade, der er styrken hos Stella Blackrose.

Det københavnske band Stella Blackrose lægger i deres pressemeddelelse op til, at der på deres debutalbum, Kiss the Dirt er tale om ægte rock ’n’ roll, af den klassiske slags, og det med endda med en kvindelig frontfigur. Ikke en konstellation, der er så almindelig i disse tider, hvor den elektroniske, instrumentale musik har overtaget en stor del af musikscenen, og derfor kan det også glæde rockentusiaster at læse en sådan band beskrivelse. Dog forløses forventningerne til rockoplevelsen ikke helt, når man lytter til albummet; sangerinde Rebecca Louise Armstrong kan da bestemt synge, og har også noget råt og hæst i sin vokal, men det er, som om hendes stemme ikke får lov til at udfolde sig på størstedelen af numrene. Det er dog ikke nødvendigvis hendes egen skyld, da bandet, der ellers er velspillende, og det især trommeslager Jakob Gundel, ikke formår at bevæge sig ud over den almindelige rock, og derved ikke får skabt den nerve og kant, som ville have løftet bandets musik til at være en smule mere vedkommende. ”Beautiful Thing Called Rock” er et eksempel herpå, med den lidt for, undskyld udtrykket, røvballeagtige guitar, og ligeledes er nummeret ”Shine” lidt for tæt på at lyde som Volbeat. Det kan selvfølgelig ses som en positiv tendens, da Volbeat har høstet stor succes de seneste par år, men undertegnede kunne godt trænge til lidt mere arrigskab og tunghed end den lyd, de repræsenterer.

Måske skulle Stella Blackrose gå hele vejen over i den blødere lyd, i stedet for at have ambitioner om at være rock ’n’ roll, for på de stille numre, man vel kan kalde ballader, viser de en langt mere interessant side af sig selv. Især den flotte ”Goldfire” imponerer, og her får Armstrong også lov til at vise sin spændevidde som sanger, men også ”Break Me” er faktisk en virkelig godt komponeret sang med et fængende og melodiøst omkvæd.

I mine ører burde Stella Blackrose med næste udgivelse enten forsøge at få mere attitude og hårdhed i deres lyd eller begå sig endnu mere i balladerne og se, hvad der kan blive ud det, for de har bestemt potentiale, det er bare ikke helt overbevisende nok… Endnu.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar