Stina Stjern: Days Like Waves

Eksperimenter der lykkes alt for sjældent

Norske Stina Stjern befinder sig i den genre, der utvivlsomt hører til under betegnelsen indierock. På Days Like Waves skifter hun mellem de stemningsmæssigt flotte flader og det mere skurrende og forvrængede lydbillede. Af og til er hun nærværende så man kan mærke hendes ånde på kinden – andre gange er han verdensfjern og menneskesky, som f.eks. på ”Tuning”.

”Cry” er modsætningen og har en smuk tidløs elegance under den melankolsk poppede melodi og det organiske og varme arrangement, der kunne have været fra 50’erne såvel som fra i dag. ”Dance” har også den retrospektive umiddelbarhed i sin melodiske tilgang, mens der underliggende findes en garage-indie-fornemmelse, der giver rastløsheden og et skævt udtryk.

På ”Stars” er vi atter i det dystert dissonerende, men stadig drømmende og poppede univers. Modsætningerne mødes, og her uden at det får den magiske klang, som af og til opstår. ”Show” er garagerock af klassisk skuffe, men det bliver samtidig lidt for overgearet for overgearingens skyld.

”Cheers” slæber sig afsted i langsommeligt og melankolsk tempo, hvor man nærmest kan mærke regnen falde tungt og for hver enkel dråbe efterlade et stik i hjertet. Stemningerne fungerer til fulde, men som helhed fremstår nummeret en tand for ensformigt og langstrakt, når melodien samtidig er så sammenlukket, som det er tilfældet.

Stina Stjern forsøger sig i mange forskellige retninger og lykkes ikke rigtig med nogen af dem. Der er sublime øjeblikke, men de er alt for få, og albummet står således tilbage som et eksempel på uforløst potentiale. Når det er bedst er det fremragende, men oftest er det nærmere ligegyldigt.

Tags from the story

Skriv et svar