Street Sweeper Social Club: Street Sweeper Social Club

cover-streetsweepersocialclub-streetsweepersocialclub-2009-300x300

R.I.P. Tom Morello

Street Sweeper Social Club (SSSC) har udgivet en ligegyldig plade med deres selvbetitlede debutalbum. Bandet består af Tom Morello og Boots Riley med bidrag af Stanton Moore på trommer. Morello behøver vist ingen nærmere introduktion, men det er hans tidligere band Rage Against The Machine, som denne anmeldelse kommer til at bære præg af, simpelthen fordi at lyden er så tæt op ad det band, at man ville være nødsaget til at gjalde ordet Replica, hvis ikke det lige var Morello selv som udgav det. Produktionen er komplet tandløs og var SSSC et demoband, ville man som det første, bede dem om at arbejde mere med lyden. Når ens øjne så opdager, at det er Morello selv der står for produktionen, er man målløs.

SSSC mangler fuldstændigt det punch og den agiterede vrede RATM besad.
Udgivelsen er tæt på at være en skændsel for Morello. Ud over at skabe fantastisk musik med det genreskabende monster RATM, har han også leveret yderst kvalificerede ting med Audioslave. Det er et tyndt suppeopkog af fortidens triumfer, og man kan undre sig over, at Morello vil lægge navn til skidtet.

Fra første sekund lægger vi fra land med en RATM lyd, leveret af en forsanger, som er lige så viril som en våd karklud. Det er et kæmpe problem, når man i den grad lægger op til en lyd, der som det primære skal ud over kanten og ramme dig i solar plexus.

Morellos soloer lyder, som var man hensat til det han lavede i starthalvfemserne med, ja, take a wild guess: RATM. Det er altså hørt utallige gange før fra hans egen hånd, men da man ligesom har været der før, hvad h…… skal man der så igen?

Bovlamme tekster står i kø, som på ”Fight! Smash! Win!:

Let´s fight,
Let´s smash,
Let´s win,
We gon fight,
We gon smash,
Let us in,
Let´s fight,
Let´s smash,
Let´s win,
Just like getting up in the club with a fake ID,
If it don´t work, we gon do it again.

På ”Clap for the Killers”, går der gudhjælpemig håndklap i den og det er muligt, at de to solbrilleklædte amerikanere selv synes, at det er en sjov og original idé, men for denne skribent virker det bare latterligt.

Hvis ikke jeg død og pine skulle høre pladen til ende som anmelder, var den havnet i skraldeposen og kørt til småt brændbart på genbrugsstationen, hvor den hører hjemme, inden jeg var nået halvvejs igennem dette håbløse projekt. En god ven burde have ringet til Morello og bedt ham stoppe mens legen er god, for han har jo utvivlsomt sat sit stempel på det musikalske verdenskort med fortidens meritter.

Den eneste motivation Morello kan have haft for dette album, må have været en trang til en fornyet opmærksomhed i medierne, eller mangel på mønt.

Synd hvis dette bliver Morellos efterskrift.

Skriv et svar