Stupid White Men: It’s A Fine Day To Kill Someone Nice

Når storbyens cowboys slippes løs

Københavnsk baserede Stupid White Men er et par erfarne unge herrer på musikscenen, og nu har de fire ‘dumme hvide mænd’ så fået lagt deres håndværk på skive i form af albummet It’s A Fine Day To Kill Someone Nice. Ved første møde er det svært ikke at snuble over bandets navn og spekulere over meningen bag dette – lad os se om 4-5 dages intensiv lytning ikke gav svar det det.

Stupid White Men har taget rock af den gamle skole og gjort den til deres helt egen. De åbner med den korte indledning ”Entering The Devils Hotel”, som også er navnet på et af flere steder, hvor albummet er indspillet. Kombineret med første reelle nummer, ”Walk And Slaughter”, har de så nærmest aflagt et løfte om, at noget fandenivoldsk venter lytteren, og her bliver man da heller ikke skuffet, selv om kontrolleret fandenivoldkshed nok er den rigtige betegnelse. De lyder som rockens cowboys, der galoperer direkte fra den støvede prærie og ind i storbyen – og her passer de så glimrende ind, på trods af at de ikke rammer tidens musikalske tendenser, som hypes lige nu. På vokal går Allan Nordquist forrest med sin rene og rockede vokal, og han bærer både tekst og melodi sikkert gennem albummets numre.

Galoperer gør musikken faktisk flere steder på albummet – i ordets bedste forstand. Christian Meldgaards trommer og Lars Wesths tunge bas dundrer af sted og lægger en solid og hård rytmisk bund på numre som ”It Runs In Your Veins” og ”Who Threw That Stone?”. På førstnævnte slår Meldgaard igennem på tønderne og er hovedbagmanden bag den enorme power på nummeret. På sidstnævnte bider Allan Nordquist fra sig på vokalen og når aggressive dimensioner, som klæder nummeret perfekt. Den side af Nordquist havde jeg gerne set flere gange, end det er tilfældet på albummet. De indleder ”Tank Man” med banjo og ”Trespasser” med dobro, hvorved de giver stemningen deres helt eget twist. Hertil hjælper også Anders Abels arbejde på både keyboard og trash/percussion, som bandet benævner det i albumcoveret. Mere eftertænksomt og afdæmpet bliver det på ”Anyone Anywhere” og ”Trespasser”, og selv om det i mine ører er på de mest powerfulde numre, at Stupid White Men er stærkest, så er disse afbræk med til at give albummet bredde og variation.

Stupid White Men giver mig associationer, om fire cowboys der er sluppet løs i storbyen og gør som det passer dem. Det er på samme tid både basal hillbilly-rock og dynamisk og progressiv powerrock. Stupid White Men bekymrer sig ikke om at passe ind. De bruger det grundlæggende rockværktøj, og med godt værktøj får man som bekendt det bedste håndværk. Teksterne indeholder personlig storytelling, og stemningen svinger mellem det bombastiske og det dystre. Stupid White Men er fire hvide mænd, der som mange af os andre bliver ligblege i vinterkulden og solbrændte i sommersolen. Men helt dumme – det er de altså ikke.

Tags from the story

Skriv et svar