Suna: Stille Storm

Dansk bidrag til en stolt visetradition er kun delvist vellykket

Suna følger deres to år gamle debut op med det til tider smukke og vellykkede album Stille Storm. Desværre bliver det med streg under til tider, for den fantastiske begyndelse holder ikke niveau albummet igennem. Når Malene Ingeman Madsens vokal tilsidesættes for de rent instrumentale output, bliver Suna både gennemsnitlige og indimellem desværre også lidt uinteressante.

Suna har på Stille Storm klare referencer til Under Byen, især på det fremragende åbningsnummer ”Sårbar”. Hvor Henriette Sennenvaldt holder sin vokal markant ind til kroppen med sine særegne og mystiske fraseringer, er Malene Ingeman Madsen dog langt mere umiddelbar, inviterende og imødekommende. Når hun for alvor åbner op i fuldt og varmt flor, er det med Annisette fra Savage Rose i den krystalklare og sommervarme kikkert, der melder sig. Særligt på den opløftende og endorfin-rige ”Morgensol” giver Madsen slip på tøjlerne og spænder følelserne for hesten og galopperer i fuld firspring over de sennepsgule marker.

Når de lidt hippie-agtige associationer flyder fra mit tastatur, er det fordi der er en fortidig duft af fygræs og peacetegn i de musikalske stemninger, der tegner Stille Storm, og det er et stykke ad vejen både positivt og ganske sanseligt, at lytte til.

Valravn og Sorten Muld er også oplagte familiemedlemmer fra en ærkeskandinavisk tone og spillemandstradition, hvis viser fra den gode danske muld Suna bekender sig til.

På ”Kommer du hjem” mødes man af sørgmodige harmonika stemninger og tørre trommer uden fylde og rumklang, mens Madsens vokal svæver smukt ind og ud imellem instrumenterne. Den skrabede og nærmest afpillede trommelyd klæder nummerets dunkle vinterklange rigtigt godt.

”Godstog” kunne være en nordisk pendant til Tom Waits med sine skæve caberetstemninger, som halvvejs overtages af sigøjnerlignende blæsere og lystfyldte toneringer. Her er ingen vokal og det er faktisk en skam og en eklatant fejldisponering i mine øjne, for dels mangler den altså hvis interessen skal holdes fangen og dels ærgres man over, at Suna vælger at smide den gyldne stemme ud til venstre .

”Istid” er også vokalløs, men langt mere spændende med sine tårevædede xylofondryp og melankolske saxofon. På ”Clown” vender vokalen gudskelov tilbage til et nummer som dufter af cirkus og halm på gulvet. Desværre vil Madsen ikke andet end nynne hist og pist på nummeret og jeg kan igen kun forundres over tilsidesættelsen af den ellers så smukke og udtryksfulde vokal. Det ville næsten svare til at salig Jeff Buckley i sin tid valgte, at spare stemmen og gå instrumentalt – uhørt tanke ikke!?

På ”Lørdag Nat” er vokalen igen til stede på et af albummets bedste numre, men der er Suna forstemmende nok ved vejs ende i deres folkeeventyr.

Havde de sympatiske københavnere dog bare taget konsekvensen og sandet, at Malene Ingeman Madsen er bandets ubestridte es – i hvert fald er det hende der løfter musikken op i væsentlige højder, når hun kommer til orde, og valgt at samtlige otte skæringer, der fylder Stille Storm skulle være med vokal, havde jeg været mere gavmild med karakteren.

Skriv et svar