Sweethead: Sweethead

cover-sweethead-sweethead-2009-300x300

Los Angeles kendisser garager sig halvvejs i mål

Amerikanske Sweethead’s debutalbum af samme navn bærer præg af at være et eksempel på, at musikindustrien kaster musik til udgivelse, blot bandmedlemmerne er af rette kendisparameter. Ikke at det er et dårligt album, som aldrig burde være udgivet, bestemt ikke, for der er en god håndfuld fine numre på Sweethead, men var materialet præsenteret af en ny og ukendt samling mennesker, ville jeg ikke turde sætte min månedsløn på, at den var blevet udgivet.

Sweethead, som i øvrigt er navngivet efter en Bowie b-side, består af guitarist Troy Van Leeuwen fra Queens Of The Stoneage og A Perfect Circle, Trommebasker Norm Block og bassist Eddie Nappi fra Mark Lanegan Band og den übersexede og barmfagre galionsfigur, sangerinden Serrina Sims.
Sims er for mig ukendt og selvom hun har gennemsnitlige vokale kvaliteter, så lur mig om ikke tungen på vægtskålen faldt til hendes fordel i mistænkelig grad på grund af udseende og blikfang. Sagt på en anden måde, havde hun fysiske ligheder med den skotske x-faktor husmor Susan Boyle, tror jeg ikke stemmen havde givet adgang til Sweethead.

På papiret vel nær noget der nærmer sig ’supergruppe’-betegnelsen, men det lader desværre til, at udspillet er produktet af en rastløs Leeuwen, som vil forsøge sig lidt på egne ben og til formålet har kontaktet sin QOTSA tourven Mark Lanegan, i håb om at headhunte to af hans drenge.

Resultatet står i hvert fald desværre ikke mål med forventningerne. Nå, ikke flere mavesure opstød, lad os gå i flæsket på selve cd’en i stedet.

Sweethead består af en straight-ahead omgang garage rock’n’roll skåret til benet, tilsat lidt glam tendenser og masser af attitude. Korte numre uden svinkeærinder som ånder af promiskuøs seksualitet og L.A. whorehounds med lapsede jakkesæt og en bourbon i den ene hånd og en poolkø i den anden. ”The Great Disruptors” åbner og er både singleudspillet og pladens bedste nummer. Guitarbårent og med en dekadent don’t give a fuck attitude, som var man hensat til det hedengangne og sørgeligt oversete Bostonband The 360’s.

”We Turned Our Backs” er galopperende garagespark i højt gear. Korte og kontante pistolskud affyret med fuckfingeren.

På ”The Hardspun” fornægter Van Leeuwen’s medlemskab af Queens Of The Stoneage sig ikke og det er faktisk et ganske fint og kontant nummer, som får foden til at vippe og rockbæstet til at stikke hovedet frem.

”P.I.G” minder om Josh Homme’s – der var QOTSA sørme igen – kones band Spinnerette og det er frækt og beskidt som havde fanden fat i både tekstikler og navlepiercinger på rockerne. Tre minutters punchy og tænderskærende rock med svedige hooks a plenty. På det nummer synger Sims som en blanding af Brody Dalle fra ovennævnte band og Juliette Lewis fra Juliette And The Licks – igen et band hvis popularitet man kan diskutere, havde det ikke været for den sexede filmstjerne i front.

På ”Running Out” bliver tempoet skruet gevaldigt ned og de repetive ringlende guitarer lyder som et clash med Sonic Youth, suppleret med en Sims som tungebåndsmæssigt ligger imellem Courtney Love og Siouxsie Sioux og det fungerer uden at imponere.

Resten af Sweethead’s i alt 11 numre lægger håbefuldt for, men fader ud i kedsomhed og jeg tager mig i at falde i staver undervejs. Gassen går simpelthen af ballonen, da knap halvdelen af pladen er leveret og melodierne bliver ensformige og intetsigende og det virker ikke gennemarbejdet nok. Skal man kunne skrive, indspille og producere en plade i en fart og uden for mange teknologiske fiksfakserier, må man eje væsentligt mere melodisk gefühl og sans for det gode riff og den gode melodi, end Sweethead viser på deres debut. Når man som jeg er rigtig glad for Sweethead-medlemmernes moderbands, kunne man have ønsket sig, at den daglige gang i disse bands ville have smittet mere af på denne udgivelse, men måske er den bare et udtryk for Homme’s, Lanegan’s og Keenan’s suverænitet i de repektive bands arbejdsmønstre, kreativitet og melodiske overskud.

Havde Leeuwen og Co.’s lille frikvarter været en Ep, ville karakteren have været en anden, for første del af Sweethead er bestemt både catchy og kødfuld.

Skriv et svar