Syntaks: Ylajali

cover-syntaks-ylajali-2009-300x300

Romantiske elektroniske glansbilleder

Syntaks’ titel Ylajali er taget fra en karakter fra Knut Hamsuns roman Sult fra 1890. Denne tilbageskuen over 1oo år, går igen på duoens debut, som måske ikke lige peger mod slutningen af det 19. århundrede, men som helt og holdent og uden skam, stikker snablen ned i slut 80’ernes, start 90’ernes shoegaze/dreampop.

Der er noget sært bedaget over Syntaks’ udspil og man føler sig beamet flere årtier tilbage via en tidsmaskine, for at havne i en hengemt musikalsk tidslomme, mens man lytter til Ylajali. Syntaks er dybt forelskede i hele lejren af bands fra scenen omkring 4AD, Creation og lignende. Har man stadig hang til Cocteau Twins og Slowdive, er Syntaks det rette sted at lande, dog med den signifikante forskel, at de vokaler som eksempelvis Elisabeth Frazer fuldstændigt frapperende tilsatte hos Cocteau Twins, mangler på danskernes debut. Godt nok er der vokal på pladen, men Anna Cecilias ordløse korstemme og henførte suk, kommer ikke i nærheden af det, den stilskabende englænder udførte for 20 år siden.

Ylajali er drivende sentimental og sovset ind i syntheffekter, store pastorale stemninger og englekor en masse. Flere numre lyder som det bagvedliggende soundtrack til Ridley Scotts film Gladiator, særligt de scener hvor Russel Crowe går drømmende igennem en kornmark, inden han skal forlade den jordiske verden for at møde sin kone i det hinsides. Det som gjorde den musik smuk, var Lisa Gerrards fabelagtige stemme, mens det hos Syntaks udelukkende leveres af synth, trommer og svævende kor og det ender desværre som muzak i stedet for betagende musik.

”Love Camp 23” og ”Phantasmogoria” lyder som gumpetunge, uopfindsomme og mindre charmerende udgaver af det Boards of Canada lavede på deres glimrende Music Has The Right To Children og Geogaddi og det er tæt på at være direkte planket fra de idérige skotter.

Jakob Skøtt er trommeslager og spiller både analoge såvel som synthtrommer på Ylajali, men kun på ét nummer kommer de analoge trommer til deres ret, nemlig på ”She Moves In Colors”. På det nummer sker der endelig en forandring i bandets ferske dreamgaze lyd, med sine truende og mørke kaskader af guitar som kulminerer i et gigantisk crescendo med en massiv mur af støj og feedback.

Ellers er pladen overvejende repræsenteret af velmenende, men lidt kønsløse elektroniske glansbilleder, som mangler en kant eller en krads modpol til det fløjsbløde, sentimentale og hyperromantiske lydbillede, Syntaks gør sig i – det bliver ganske enkelt for monotont og sukkersødt i længden.

Udover det fine ”She Moves In Colors”, er ”The Shape Of Things To Come” en undtagelse og et brud på de ellers 9 udifferentierbare og kedsommelige skæringer, Syntaks udsender med Ylajali. Her ånder monumentale soniske guitarer den syntetiske lyd befriende i nakken og punkterer de gentagende magelige og ufarlige stemninger, som Ylajali ellers flyder over af.

Jakob Skøtt spillede tidligere i trioen Limp med Jonas Munk (Manual) og Rasmus Elm Rasmussen (Aerosol), og netop sidstnævnte udsendte for en måneds tid siden sit glimrende album Airborne. Denne plade bevæger sig i lidt af samme univers, men Aerosol er i mine øjne bare klasser bedre, bl.a. fordi Rasmussen arbejder i et større og mere bredspektret felt, der aldrig ender i det kedelige og monotone, som tilfældet er hos Syntaks

Tags from the story
,

1 kommentar

  • Det hjælper altid på troværdigheden at have sin research på plads. Her ville det f.eks. ikke have svækket anmeldelsen rent faktisk at vide, at Limp ikke var en trio.

    Og gad vide, hvordan en guitar skal undgå at være “sonisk”? Altså ud over når den står uberørt, selvfølgelig.

Skriv et svar