Tako Lako: Through The Mud

Mudderets magiske musik

Det var i 2007, denne anmelder første gang oplevede Tako Lako live på det hedengangne The Rock i København, og her gav bandet en koncert med mere energi og overbevisning end de fleste bands formår i deres første levetid. Siden da har bandet opbygget en trofast fanskare. Deres balkanfestlige kompositioner tiltaler i høj grad den skandinaviske mentalitet, selvom det er to vidt forskellige kulturer, og måske netop derfor.

Med Through The Mud er Tako Lako ude med første udgivelse siden Kick-Start Ep fra 2010, og samtidigt er det deres første album i fuld længde. Der lægges ud med et for fans velkendt nummer i form af sangen ”Rupa Je Rupa 3.0”, der, som titlen hentyder til, er tredje version af sangen gennem årene; en ny version af en klassiker. I introen taler forsanger Ognjen Curcics underspillet på serbisk inden der fyres op for energien i resten af sangen, men nu på en mere dramatisk måde end på de tidligere versioner, hvilket faktisk klæder nummeret. Især Curcics vokal er med til at skabe den nye stemning. Han har altid været en virkelig dygtig sanger, men det overdrevet teatralske, han benyttede sig meget af på ep’en, er skrællet væk, således at man nu kun hører talentet, og det er fantastisk at lytte til. På en af albummets mere dystre (og bedste) sange ”Regards from Serbia” viser Curcic ikke kun sin kunnen som sanger, men også som forfatter med en meget tankevækkende tekst. Faktisk er teksterne langt over middel på samtlige numre. Det er et sted, mange bands ofte ikke bruger meget tid, så det er yderst positivt at Tako Lako er en undtagelse på det punkt.

Og sangskrivningen fejler bestemt heller ikke noget, men et sted bliver man til at starte med lidt forvirret: I ”Grimy Boy” forekommer rap på gæstevokal fra rapperen Negash Ali og det er muligvis ikke noget, alle fans vil synes om, i hvert fald er det en overraskelse. Overtegnede har ikke meget kendskab til hiphopgenren, men vil dog mene, det er en ganske habil rapper, Tako Lako har fået til at medvirke. Man kan måske sige, det er malplaceret med hiphop i forhold til hvordan bandet ellers lyder, men på den anden side er det også forfriskende med et band, der tør prøve forskellige ting, og så på en tydeligvis velovervejet måde.

Der er ingen dårlige numre på albummet, men der er naturligvis nogle, der er endnu bedre end andre, fx ”Soul, Heart, Magic Bag”, som med sin ørehænger af et omkvæd og Godfatherklingende violin/harmonika er noget af det mest fængende på albummet, sammen med det fænomenale titelnummer, hvor både band og vokal er helt i top. Ligeledes er det smukt at høre bandet på en ny, mere stille måde på den smukke ”The Rest of Us”. Her giver Curcics vokal gåsehud- på den gode måde, og sangens omkvæd er så sigende for hvorfor bandet fungerer: ”The way we play/ Makes them lose sight and pray/ we’ll sway in pain/ Make them think we’re insane”. Der er jo ikke langt fra det sindssyge til det geniale, vel? Through The Mud kan meget vel være årets album.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.